Aeldreområdet * kvalitet * kronik * Tilgiv os * kvalitetsreform * moralsk * arbejdsmiljø * kontraktstyring * dokumentation * kontrol * Brikner 

Statens store dokumentationsprojekt på ældreområdet

Nov. 2007. "Når elefanter slås …". Offentliggjort i Alderens nye ansigter, tidsskrift fra Videnscenter på Aeldreområdet, redigeret af Anne Brockenhuus-Schack, med temaet "Styring og kontrol", i forbindelse med konferencen "Styring og kontrol = kvalitet i ældreomsorgen?", København 6. nov. 2007. 

Baggrund: Konferencen i nov. 2007 igen var en opfølgning på konferencen "Aeldreomsorg - management eller menneskelighed?" fem år tidligere om kvalitet i ældresektoren. Mit skriftlige bidrag dertil, "Et godt moralsk arbejdsmiljø", kan ses her.

En opfølgende kommentar fra min side fra 2003, "Som en bulldozer i et blomsterbed", offentliggjort i Årsrapport 2001 og 2002 fra Videnscenter for Aeldreområdet juli 2003, kan ses her.

Anledningen. Artiklen her er foranlediget af en kronik i Politiken af otte tidligere embedsmænd i Finansministeriet, "Tilgiv os - vi vidste ikke hvad vi gjorde". Kronikken gør rede for, hvordan de oprindelige formål med frihed til udvikling gennem kontraktstyring m.m. ikke blev nået, mens nærmest det modsatte blev tilfældet efterhånden som kontraktstyring blev brugt af kommunerne. Kronikken kan læses her.

Ved konferencen 6. nov. fortalte én af de otte, Leon Lerborg, om forløbet. Han trak i land over for kronikkens overskrift og syntes ikke, de otte havde så megen skyld. Desværre forlod han konferencen efter at have holdt sit indlæg. Han kunne derfor ikke forholde sig til den betragtning, jeg efterfølgende lagde frem i mit indlæg om ansvar. De otte bærer nemlig for mig at se et tungt ansvar ved på trods af al deres uddannelse ikke at have taget hensyn til det elementære og velkendte forhold, at et stort administrativt apparat indeholder stærke kræfter til central styring og kontrol. Det var bl.a. de kræfter, der tog magten fra deres gode tanker. De kunne også bare have sagt, at de ikke kunne overskue konsekvenserne af at gribe ind i så komplekst et system.

Pointen i forhold til mine overvejelser over kvalitet er: Hvordan man end vender og drejer overliggende styring og ledelse, så ender man med at stå med behovet for, at den samarbejdende gruppe af "frontpersonale" på 8, 10, 16 personer faktisk samarbejder, faktisk vil kvalitet (på de givne ressourcemæssige vilkår, vel at mærke; frontpersonale skal ikke "betale" med nedslidning for manglende ressourcer). Det eneste alternativ hertil er at behandle personalet som blot arbejdskraft, der kan og skal styres rundt med industrielt. Det er den tankegang - og praksis - der slår igennem som en intern, indbygget kraft i et stort administrativt system, hvis man ikke aktivt modvirker den. Den konstruktive vej frem er et miljø med kollektiv ansvarlighed i gruppen; et godt moralsk arbejdsmiljø .

 
Keld Brikner:

   Når elefanter slås

       Græsset trædes i stykker, når der er slagsmål i stødtandshøjde     
       blandt næsten blinde kombattanter

I 10 år har jeg været rundt i landet, hundredvis af steder, ikke mindst i ældresektoren, med et budskab om, hvordan arbejdspladser som dem på ældreområdet kan opretholde høj kvalitet. Jeg fik også lejlighed til at præsentere det på skrift for 5 år siden i den bog, der opsummerede det seminar om kvalitetssikring, vi nu markerer 5-årsdagen for. Det er et ganske andet budskab end det program med dokumentation og kontraktstyring, der i samme periode blev søgt gennemført af staten med embedsmænd i Finansministeriet som drivkræfter.
      Nu er otte angrende embedsmænd fra dengang så trådt frem og har sagt, at det gik jo ikke så godt. De har også peget på, hvordan de mener, man nu skulle ta’ og gribe tingene an. De høje embedsmænd kom til bittert at sande det gamle engelske ord om, at
the devil is in the detail. Overordnet set var deres tanker simple og velrettede, men den konkrete udførelse blev et mareridt.
      Så er det, jeg må lade underkæben hænge lidt i måben: Det, de siger nu, både kritikken og det fremadrettede, svarer på væsentlige punkter til det, jeg har sagt gennem 10 år – men omkring mig er der blevet mere og mere stille, efterhånden som jeg har talt.
      Jeg har sågar fået at høre, at ham Brikner, han siger jo bare det samme hele tiden. Ja, indrømmet. Og nu siger de otte angrende det også!
      Det her er ikke bagklogskab: Det har været fast del af min præsentation at pege på, hvor det er, det går galt for det store statsprogram.
 
Det gode moralske arbejdsmiljø
Kærnen i det, jeg har sagt, er meget simpel: Høj kvalitet opretholdes af en professionel gruppe, der internt er i stand til at stille kravene om kvalitet til hinanden i et åbent og ærligt miljø. Det er, hvad jeg har døbt et godt moralsk arbejdsmiljø, fordi det angår de ansattes moralske forhold til arbejdet.
      Gruppen skal have den kollektive moralske styrke til at forvalte de givne ressourcer til så megen gavn for modtagerne af hjælpen som muligt. – Det er ikke at falde i den ”grøft af naiv tillidstænkning”, som de otte angrende med rette advarer mod, og som i virkeligheden var deres ”hovedfjende”. For det er en central ledelsesopgave at se til, at gruppen netop har denne særlige styrke. Det er lige præcis her, den nye type hovedindsats skal ligge: på lederes og mellemlederes oparbejdelse af grupper med højt niveau for kvalitetsbevidsthed.
       Derfor har jeg også hele vejen igennem ligget på linie med de otte i kravet om dygtig ledelse – og i den tilsvarende kritik af den særlige form for laden-stå-til-ledelse, som trives i det danske, offentlige system på grund af fagbevægelsens magt, politikeres svaghed og med 17 andre dårlige undskyldninger.
      ”Dårlige ledere (og medarbejdere) /får/ lov at sejle deres egen sø alt for længe”, hedder det i de ottes formulering.
 
Elefanternes kamp
Kampen om den offentlige sektor kan historisk siges at have stået mellem en politisk og en økonomisk styring. Den politiske styring repræsenteres af socialdemokratiet og fagbevægelsen og er vel snart 100 år gammel. Styringen går ud på at sige det simple, at der i et ordentligt samfund er nogle omsorgsbehov, der skal imødekommes. Altså må man – staten på fællesskabets vegne - indsamle og afsætte ressourcer og indrette institutioner efter disse behov.
      Den økonomiske styringsmodel er knyttet til de såkaldt borgerlige partier og deres stadige, men stadigt vigende protest mod udbygningen af fællesordningerne, som først bliver kaldt ”staten”, så ”velfærdsstaten”, så ”velfærdssamfundet” og endelig ”velfærden”. Man må tage udgangspunkt i, hvad vi har råd til, siger de.
       Den politiske tilgang kunne godt kaldes en moralsk tilgang: Vi, der har arbejdsevnen og pengene, kan da ikke være bekendt bare at lade de svage sidde med deres problemer!
Den økonomiske tilgang kan kaldes en fornuftstilgang: Vi kan da ikke bare ta’ udgifter på os, vi ikke ved, hvordan vi skal bære, eller ta’ opgaver op, hvis omfang og økonomiske konsekvenser, vi ikke kan overskue. Vi må kunne styre ressourceforbruget.
 
De to elefanter har kæmpet i årtier og er blevet til tre, efterhånden som Socialdemokratiet er gledet fra fagbevægelsen og er blevet et midterparti. ”De borgerlige” har for længst fået færten af, at det, der fra fagbevægelsen, de professionelle, fremhæves som behov, ikke altid bare er borgernes behov, men er styret også af de professionelles og organisationernes egne ønsker om at udvide butikken. Altså: Tilliden er væk.
      Ind kommer nok en elefant luntende, ikke med den hensigt at slås, men faktisk for at stifte fred: embedsmændene i Finansministeriet. De har en plan. Det skal siden vise sig at være en rigtig Egon Olsen, og fra starten ser den da også fin ud: Specifikation af ydelser, kontrakter, skal erstatte den opslidte tillid. Aftaler skal erstatte tillid og moral. Det er kerne-liberalisme.
      På det tidspunkt er også socialdemokraterne med på den, for de har for længst som regeringsparti mærket vanskelighederne med at styre udgifterne i den offentlige sektor, og har haft Anker Jørgensen til at prøve den med at udskyde dem til senere tider. Den gik ikke!
 
Lønmodtagerholdning
Hvis det er så rigtigt, hvad jeg har sagt, hvorfor har personalet så ikke støttet mig? – Fordi der øverst på de noter, jeg altid stikker i hånden på hver enkelt, har stået, at de ikke drejede sig om det politiske spørgsmål om, hvor mange ressourcer, der var tilført et område, og om det var nok, men om hvordan de faktisk tilførte ressourcer blev brugt. Og dér kommer jeg op mod én af de kæmpende elefanter: lønarbejdertraditionen, der gerne vil have alle problemer på arbejdspladsen set som forårsaget udefra, f. eks. af mangel på ressourcer, og som nødigst af alt vil se sig selv i spejlet og tage medansvar for kvaliteten. For dem drejer det sig om løn, punktum.
      Organisationsfolkene kommer på den måde til at holde hånden over dem, jeg har kaldt de tunge i røven. De kommer til at skærme arbejdspladsen og dens ledelse mod kravet om at løse den opgave at få den del af personalet, der er ringe motiveret, til at være med i at levere godt arbejde.
      Der er et problem med engagementet hos nogle. Overalt er min kategori ’de tunge i røven’ blevet modtaget med åbenlys smertelig og frydefuld genkendelse og den slags lettelse, der er ved at få sagt noget åbent, der ellers kun siges fortroligt.
 
Der er kun to veje at gå over for problemet: enten inddragelse i en motiveret og motiverende gruppe eller ydre kontrol med tilhørende sanktioner. Det store, ministerielle projekt har klart og tydeligt taget den sidste vej; men den fører lige ud i ørkenen. De ansatte, der har et dybt (moralsk) engagement – typisk ude på landet - sårer man dybt ved at komme med et kontrolprojekt. Dem med den kølige lønarbejderholdning – typisk i København - kan man ikke rette op på med det projekt, for det spiller præcis sammen med deres holdning.
      Projektet er ret op imod en hovedtendens i samfundsudviklingen i øvrigt, nemlig væk fra kommandoer og frem til menneskers egen forståelse og motivation. Dette kulturelle sammenstød er en væsentlig del af det morads, dokumentations- og kontraktstyringen står i nu.
”Vi kan skifte fokus fra styring og tilsyn til ledelse og ansvar”, er de ottes formulering af sagen. De mener altså som jeg, at det er muligt.
      Eller som tidligere minister Britta Schall-Holberg, Venstre, skrev i en kronik i Jyllandsposten 15/9-07 i et 25-års tilbageblik på dannelsen af regeringen Schlüter: ”Stregkoder, overvågning, regeltyranni er styringsmidler, de forlod i Østeuropa, fordi det førte til opløsning.
      Hvis man får friere hænder til selv at sætte dagsordenen, bliver forbruget af penge ikke nær så stort, som når hver enkelt føler sig sat ud af kraft. Man kan styre og dirigere og tænke for alle, så enhver kreativ tanke dræbes.”
(Det må nok bemærkes, at her kommer stregkoder ganske uskyldigt i dårligt selskab. De repræsenterer en ganske smart teknik. Det drejer sig om, hvad man bruger dem til.)
      De otte angrende siger det sådan her i deres fremadrettede del: ”/Vi kan/ gå i clinch med en masse af de procedurer og regler, som ødelægger mulighederne for at skabe og være innovative, og som tager ansvaret fra lederen. Slagordet om regelforenkling fylder 25 år i år uden nogen sinde at have haft synderlig effekt, måske skulle vi til at tage det alvorligt? Drop den centralistiske tankegang og alle dens virkemidler, som gennemsyrer tidens centraladministrative styring.”
 
Den sociale kritiks død
Jeg tillader mig som udenforstående at rette skytset begge veje: Institutionsledere flest har været alt for svage i at forsvare sig – og dermed forsvare kvaliteten over for borgerne. Staten har været alt for selvsikker, alt for ukritisk, alt for blind over for spørgsmålet, om den var på rette vej eller vildvej. Staten har med stor styrke skræmt kritikere ned i hullerne – og en stor del af dem er så kommet op igen ad en anden udgang fra rævehulen, nu som smarte konsulenter, der hjælper statens projekter igennem – for det er dér, pengene er.
      Man siger, de intellektuelle er afgået ved døden og med dem den sociale kritik. Jeg har ikke noget at indvende mod korrektheden af diagnosen, blot vil jeg gerne som fodnote til min egen dødserklæring have lov at anføre, at jeg døde kæmpende – og i øvrigt går igen som sådan.
 
For svage ledere
Lederne har stort set hver og én klaget sig over dokumentations-projektet, når jeg har været på besøg. De har rystet på hovedet over forskydningen af ressourcer fra hjælp til administration. De har sagt grimme ord om vanvid og uansvarlighed nogle af dem. Men de har ikke gjort noget! Ikke noget, der battede i hvert fald. Jeg har faktisk mange gange tilladt mig at foreslå dem at samles og dermed give fælles vægt til deres fælles synspunkt. Jeg har ikke set noget af den slags ske eller hørt derom.
      Lederne har alt for ofte brugt mit oplæg blot som moralsk opsang. De vil gerne have en sang fra de varme lande, men de vil ikke følge det op med den indsats for kvalitet, der ligger i oplægget – for det går for tæt på deres lederrolle og på lønmodtagerholdningen. Det vil sige, at de ikke har forstået, hvad det drejede sig om. Det er uprofessionel ledelse.
      Jeg er gang på gang på gang blevet kaldt ”provokerende”. Jeg har lige så mange gange svaret, at det er jeg ikke: Jeg mener nemlig præcis, hvad jeg siger. Jeg angiver de faktiske betingelser for, at der kan skabes høj kvalitet.
      Kort sagt: De er for svage, mange af dem. Måske er de underkuede af deres kommunale embedsmænd og politikere. Men det er jo også en svaghed, de så skulle gøre noget ved. Det er jo nemlig et demokratisk problem, at deres erfaringer og vurderinger ikke bringes opad i systemet og udad til befolkningen. Hvor skulle de ting ellers komme fra? Fra enkelte modige ansatte – der så kunne blive fyret for åbenmundethed?
 
Magten og sagligheden
Den ubehagelige konklusion er, at et budskab på det her område skal komme med autoritet bag sig for at slå igennem! Dets eventuelle saglige korrekthed har ingen gennemslagskraft. Og det må man altså konkludere i det påstået autoritetskritiske, halv-anarkistiske Danmark med det høje uddannelsesniveau og den store personlige frihed.
      Så godt som alle, der har haft lod og del i projektet, har brugt det til magtudøvelse og kontrol og har dermed givet deres lille bidrag til at dreje det væk fra dets oprindelige hensigt: frigørelse af kreativitet. Dette landsdækkende, statsfremtromlede projekt har lammet initiativ og kreativitet ude omkring i landet. Det har ført til dyb frustration blandt ledere og personale. De er bragt til at lave uanstændigt arbejde over for brugerne, og de er bragt til at bruge uanstændige mængder af tid, der tages fra brugerne, på at fodre embedsmænd med oplysninger. I vidt omfang overflødige oplysninger vel at mærke.
      Bl.a. derfor kunne jeg ikke komme nogen vegne!
 
Praksis versus ideologi
Tilbage står at konstatere det forunderlige, at en såkaldt ”borgerlig” regering har stået for projektet i en årrække, en regering, der hævder, at den står for frigørelse af initiativ og kreativitet fra statsligt formynderi! – Situationen er grotesk. Det må regeringen også selv føle. Nu vil den lave en ”kvalitetsreform”. Smag lige på det ord. Hvad siger det egentlig? Plejer man ikke at tale mere ligefremt om at forbedre kvaliteten – hvis det altså er det, man vil? Nu skal den ”reformeres”. Betyder det, at man skal tro, den skal forbedres, mens der i realiteten intet er blevet lovet i den retning?
- - -  
Græsrødderne, de stakkels græsrødder
Man plejer at sige: "Når elefanter elsker". Resultatet for omgivelserne er imidlertid det samme: Græsset trædes ned. Vel er de parter, vi her taler om, tæt sammenslyngede, men ikke i elskov! - Næh, det har været et slagsmål i stødtandshøjde, der har gjort kombattanterne blinde - næsten blinde, må man sige med tanke på de otte angrende - for, hvad de fik trampet i stykker af græsrødder.


 



 


- - -o0o- - -