Tyrkiet * EU * medlemsskab * medlemskab * demokrati * optagelse * optages * medlem * strategi * udvidelse * demokratisk kvalitet * korrupt *  islamisering * Københavnerrunden 2002 * fremskridt * International Crisis Group * vestlig * østvendt * olie * betingelser * Olli Rehn

 

En artikel af Hugh Pope fra The International Crisis Group har under forskellige overskrifter (bl.a. "A slap in the face for Turkey could sting Europe") været og er på rundtur (sept. 2007) i de skrevne medier. Den har været i Wall Street Journal ("losing Turkey"), i Het Financieele Dagblad i Holland, i en avis i Beirut og en avis i Bulgarien - bare det, jeg har set. Den har også været rundt i Norden. Jeg syntes, den fortjente en kommentar.

 

Strategi er vigtigere end demokrati i Tyrkiet
Kristeligt Dagblad, 17. september 2007, side 6 / Debat
——————————————————————————–
EU OG TYRKIET EU’s oprindelige projekt er vendt på hovedet i Tyrkiet, hvor det ikke er landets egen indsats, men medlemskabet af EU, der skal give Tyrkiet demokratisk kvalitet

Af Keld Brikner
I diskussionen om Tyrkiets eventuelle medlemskab af EU går der et vandskel, der sjældent udpeges tydeligt. Det gælder desværre også Hugh Popes bidrag (i Kristeligt Dagblads artikel den 21. august) skønt Pope kommer fra en ‘tænketank’: The International Crisis Group og er ’specialist’. Skellet angår ikke direkte, om Tyrkiet skal med eller ikke. Det angår to helt forskellige slags begrundelser.

Den ene slags er dem, diskussionerne som regel er fulde af: Opfylder Tyrkiet betingelserne for at være et velfungerende demokrati, en velfungerende økonomi, en retsstat? De krav ligger i direkte forlængelse af EU’s oprindelige projekt. Den anden slags er strategiske: Vil det være storpolitisk klogt af EU at få Tyrkiet tilsluttet?

DER ER formentlig ikke megen uenighed om kendsgerningerne: I den første henseende er Tyrkiet ikke klar til optagelse - og har heller ikke meget udsigt til at blive det på 10 år. Det er derfor den strategiske begrundelse for en optagelse, der er den virkelige drivkraft i dag: at få Tyrkiet med i en ‘vestlig’ sammenhæng frem for at se det blive mere og mere ‘østvendt’. Det drejer sig både om olie og islamisme og om forholdet til den arabiske verden og Rusland.

Den måde at optage nye medlemmer på blev brugt i Københavnerrunden i 2002. Optagelsen af de baltiske lande med flere skete jo ikke, fordi de havde alle de kvaliteter, der hører til et velfungerende demokrati. Den skete, fordi de lande altså skulle - og meget gerne ville - løsnes fra afhængigheden af Rusland. Siden (i 2006) blev endog så gennemkorrupte lande som Rumænien og Bulgarien optaget! Hugh Pope fremhæver de fremskridt, Tyrkiet har gjort, og underspiller eller udelader totalt nogle af de problemer, der står uløste tilbage, eller som er i gang med at forværres, typisk islamiseringen. Det afgørende for ham er nemlig, at ‘europæerne viser strategisk overblik og lederskab, der rækker ud over blot at krydse af, hver gang Tyrkiet opfylder et af adgangskravene til EU’, som det hedder i Kristeligt Dagblad. Altså: Det drejer sig ikke (ret meget eller overhovedet?) om de dér demokratiske kvaliteter. Her er vigtigere ting på spil!

Popes medfølgende (bort-)forklaring er så, at medlemskabet er det, der skal give Tyrkiet demokratisk kvalitet! Det skal altså ikke først og ved egne kræfter opnå det. EU’s oprindelige projekt er vendt på hovedet. Det nye projekt er dels ikke levedygtigt, og dels har det ikke noget mandat fra den europæiske befolkning. For enhver demokratisk sindet borger i EU må den slags stille omprioriteringer være af afgørende betydning - og de må gerne gøres så klare som overhovedet muligt.

 

- - -o0o- - -
 
18/2-2008: Tyrkiet får støtte til optagelse fra Bulgarien. Den bulgarske kulturminister giver udtryk for støtten ved åbningen af et bibliotek i Sveti Georgi-klostret 8/1-2008. Se her.
 
Demokrati og Tyrkiet. Den mærkelige situation omkring forholdet mellem Tyrkiet og EU fortsætter. EU kræver demokratiske værdier respekteret og "Ja, selvfølgelig!" siger Tyrkiet og bruger kravet til 1. at svække hærens position, for militærdiktatur er jo helt galt demokratisk set, og så må det træde i anden række, at det er hæren, der har været det egentlige bolværk mod de islamistiske kræfter i Tyrkiet,  og 2. at styrke islamisternes position - og formentligt også bare almindelige muslimers holdninger - i spørgsmålet om kvinders tilsløring. Kravet om religionsfrihed bruges af den tyrkiske regering til at gennemføre et opgør med det hidtidige forbud mod, at kvinder er tilslørede på universiteterne! Det er jo den omvendte verden, men fuldt i overensstemmelse med principperne.
Se her , hvordan Olli Rehn som EU’s udvidelseskommissær udtrykker sig her i 2008. "This year we are hoping to see significant progress on free speech and religious freedom in the country. Recent moves in the country are encouraging …" (sidste afsnit, "Rehn underlines momentum in Turkey talks"
, Newsletter om udvidelse, 1/2-08, fra EU). Han forholder sig ikke til dilemmaerne i sagen, men erklærer blot de forkromede principper. Det er ikke nok.
 
16/3-2008:
Befolkninger versus politikere 
Skellet mellem den strategiske opfattelse og den oprindelige (demokratiske eller fri-markeds-orienterede, hvordan man nu set det) kommer også til udtryk i en forskel mellem, hvad politikere på højt niveau mener og hvad deres befolkninger mener i spørgsmålet om Tyrkiets optagelse i EU. Der er i vidt omfang befolkningsflertal imod i landene i EU. På Euactive’s hjemmeside - se her - kan man finde en gennemgang af landene i den henseende anno 2004. (Euactiv er et privat firma, overvejende medarbejder-ejet, med speciale i EU-forhold.)
 
17/3-08
En omfattende begrundelse for at optage EU kan ses her. Det er Steen Gade og Martin Løntoft, der i  oktober 2004 skriver i Information. Det strategiske perspektiv må siges at være afgørende - "Tyrkiet, en chance for Europa", hedder artiklen - og det ledsages så af anderledes vurderinger end mine af en række af andre forhold ved landet såsom dets demokratiske karakter osv.
 
Hos Poul Nyrup Rasmussen kan man læse om de "ærlige og særlige" betingelser, der må stilles til Tyrkiet i forbindelse med en evt. optagelse. Læs her. Hans betragtninger er ikke daterede, men de er nok … 2 - 3 år gamle … 4?
 
Hos Lone Nørgaard (Jyllandsposten, 22/9-2004, "Magteliten og den tyrkiske udfordring")  kan man læse en grundig gennemgang af "for" og "imod", en liste over hvert synspunkt - og den sammenfattende vurdering, at Tyrkiet ikke skal med nu.
 
18/3-08. Sognepræst Martin Skovsted fra Det Radikale Venstres hovedbestyrelse (2004) skriver for Tyrkiets optagelse i EU. Se her. (Indlægget er ikke dateret - som desværre så meget på nettet; men af indholdet kan jeg forstå, at det må være skrevet i sommeren 2004.)
    Et enkelt, særligt punkt undgår ikke at tiltrække sig min anerkendende opmærksomhed, nemlig at sognepræsten fremhæver, at EU ikke er et kristent projekt, men et politisk: "Er Europa ikke  et kristent kontinent? Europa har en kristen historie, men det gør ikke nødvendigvis Europa til et kristent kontinent." Det er et synspunkt, jeg er enig med Skovsted i, og en forståelse, som alt for få mennesker synes at have.  Skovsted fortsætter: "Europa er summen af os, der bor i det, og hvad den Europæiske Union angår, så har den intet med religion at gøre."
  
Derefter begynder Skovsteds betragtninger at gå i en idealistisk retning, hvor jeg ikke er enig i alle detaljerne. Det lyder sådan her: "EU er ikke en kristen klub men et politisk projekt, der handler om fred, samhandel, demokrati og menneskerettigheder. Uden behov for at skulle indblande guder og religioner, er man samlede om en vision, der bygger på menneskets evne til at opbygge et samfund, der giver gode rammer for individ så vel som fællesskab. Og de værdier, som vi prøver at bygge EU på, kan man sætte højt, hvad enten man er protestant, katolik, samer eller ateist. Og dermed også muslim." - Jahhh, klap nu hesten; der er også mindre smukke kræfter i spil. EU har fra starten først og fremmest været et fælles marked - med de kølige, til tider dybt kyniske, kræfter, der også trives sådan et sted - et marked, der blev tiltroet evnen til at skabe eller opretholde eller støtte fredelige og demokratiske tilstande.
    Denne tiltro til en markedsøkonomis fredeliggørende og demokratiserende virkning er jo et stykke liberalistisk ideologi, der ikke ganske holder, hvad det lover. Ser man tilbage på den oprindelige motivation hos idemanden og drivkraften bag oprettelsen af Kul- og stålunionen, Jean Monnet, så var tankegangen mere realistisk: Hvis man kunne afmontere en national og nationalistisk kamp om de strategiske ressourcer kul og stål, specielt i Ruhr og Elsace, så havde man fjernet en historisk set afgørende kilde til strid og krig i Europa. Man kunne kalde det et defensivt eller forebyggende perspektiv. Det lykkedes som bekendt ved at bringe ressourcerne ind under fælles politisk forvaltning.