Markedskræfter * børn og unge * forældre * skole * ansvar * mobning * reklame * medier * penge * kammeratskab * plyndring * børneopdragelse * individualisme * lærere * magtesløs * dominans

 Liv i skolen, tema: Ansvaret for børneopdragelsen, nr. 1, marts 2006, s. 64 - 68. 

Keld Brikner:
Stormtropperne
Eller: Kunsten at plyndre børn

Hvem har ansvaret for børneopdragelsen? Svaret blæser i vinden - og imens virker markedskræfterne.

Det er klart for alle, at det er uklart
Det har altid stået klart, hvordan ansvarsforholdene omkring børn&unge er: uklare. Ansvaret er selvfølgelig forældrenes, mens lige så selvfølgeligt er det omgivelsernes, hvis forældrene ikke slår til. Det står bare ikke klart, hvornår forældre ikke slår til. Lige så oplagt har omgivelserne en uomgængelig interesse i, hvad der bliver af de dér børn. Der er bare 17 forskellige interessegrupper, der trækker i børnenes udvikling.
Vi forsøger at formalisere nogle af disse forhold i lovgivning; men det fjerner ikke de svære overlapninger, uklarheder og gråzoner, og de kan formentligt slet og ret ikke fjernes.
Der findes heller ikke noget overordnet filosofisk perspektiv, der kan sætte det hele på plads, skulle jeg hilse og sige fra min indbyggede fagfilosof - hvor meget der end er et stille, men brændende ønske hos en masse mennesker om, at det skulle være tilfældet. Det er i vidt omfang de mennesker, der flokkes om guruer, universalteorier og frelsebudskaber.

Stormtropperne
Det er imidlertid langt vigtigere i dag at rette blikket mod magtforholdene omkring påvirkning af børn og unge. Der er længe blevet udkæmpet et slag om dem - og det er ikke først og fremmest en nobel kamp om kulturelle værdier, det er en brutal kamp om kontante værdier: deres penge. Slaget er udkæmpet mellem på den ene side stormtropperne: dele af reklamebranchen, af medierne og af industrien, på den anden side forældre og pædagoger. Lad os få en frontberetning.

Stormløbet
Den kommer fra vor udsendte, den unge, skarpe kommentator Jonathan Freedland i The Guardian, 25. okt. 2005, og handler om det engelske frontafsnit. I et nogenlunde sammenhængende Europa må det antages at se ud nogenlunde som hos os. Han kalder sin beretning The onslaught, stormløbet - eller som ordbogen malende siger: et kraftigt, meget voldeligt angreb!

Tal spiller jo en rolle i den slags beretninger: Der er nok ikke principiel forskel på reklame før og nu, glade, milde figurer til børnene, heltefigurer til de unge - men omfanget! Børn og unge modtager umådeligt meget mere reklame, og det gør en umådelig forskel. I Storbritanien kastes der årligt ca. 800 millioner kr årligt ind i reklamer specielt rettet til børn. Det ville svare til ca. 80 millioner kr i Danmark. Pengene til reklamer generelt, som jo også rammer børn&unge, løber op i mange milliarder kr derovre.

Børn og unge sidder klistret til skærme, der lokker dem til at købe og købe og købe. De bombarderes via alle mulige og umulige medier med reklamer for legetøj, sodavand, slik, is, chips, tøj, musik, apparater, ringetoner og spil. Trådløs kommunikation kan placere en sms i de mobiltelefoner, de bærer forbi en forretning på gaden. Og børn&unge er til at lokke med. De spiser og drikker af det anbefalede og bulner for en dels vedkommende ud med kurs mod type 2 diabetes i en ung alder!
Fyld dem med sukker og tøm dem for penge, synes at være stormtroppernes interne kampråb. Det er nu ikke Freedlands formulering, men min. Vor udsendte refererer loyalt, hvad de siger til udvortes brug.

Det svage punkt
Freedland noterer det velkendte, at børn&unge, der ikke har tøj, mad eller ting med det rigtige "brand", er nemme ofre for mobning i den anledning. Og det er jo oftest de mindst bemidlede - som også ofte har sværest ved at klare sig i skolen, bl. a. fordi de gennemgående får mindre støtte hjemmefra. Den onde cirkel sluttes.
Børn&unge er vanvittigt optaget af at være "rigtige" - af en hoben gode og uomgængelige grunde, som har at gøre med det at vokse op og blive socialiseret. Det er uomgængeligt. Det er her, deres svage punkt er. Hvis ikke omgivelserne forsvarer dem på det punkt, er de nemme at invadere. Det var her, stormtropperne satte hovedangrebet ind - da de så, at forsvaret var vigende.

I generalstaben
Vor udsendte kan også bringe dokumentation fra stormtroppernes generalstabe. Man kan læse citater fra deres interne overvejelser: Formålet er, hedder det, at få børn til "at plage mor om dem/søde sager/ næste gang hun køber ind"; eller se stolthed over, at "kampagnen er trængt ind i børns verden som aldrig før" og har haft held til "ikke at give mor plads i sagen /afgørelsen af købet/". Køligt overblik, klar strategi: Eliminér modstanderens forsvar, så er der åbent til gennembrud.
Freedlands hovedbudskab fra slagmarken er: Det her er brutalt og må styres; børn og unge må beskyttes, det offentlige må finde en rimelig måde at gå ind på.

Som udgang på frontberetningen lukker Freedland imidlertid også det store perspektiv op: Vi kan jo ikke beskytte børnene mod en forbrugerisme, der er gået amok, uden selv at lave denne forbrugerisme om i vores eget samfundsliv. Så repræsenterer vi voksne løsningen eller problemet?

Hvorfor lod vi marodørerne komme til?
De fleste med lidt kendskab til området kan give - og har for længst givet - en nogenlunde rimelig redegørelse for, hvordan det er gået til, at børn&unge på den måde er blevet overladt til marødører, dem der plyndrer de værgeløse på slagmarkerne.

Udviklingen kan gøres op i en række punkter:
1. Familiens funktionstømning. Det er et gammelt og gammelkendt forhold.
2. Dobbeltarbejdende forældre i en kærnefamilie giver ikke megen tid tilbage til det, der traditionelt hed opdragelse.
3. Der er kommet flere og flere eneforældre. De har mildest talt ikke mere tid end de dobbeltarbejdende forældre til at tage sig af deres børn.
4. Institutionerne, specielt skolen, formodes at tage sig af opdragelsen. Det kan den ikke. Det er først og fremmest en uddannelsesinstitution. Eller: Opdragelsen formodes at "gå af sig selv". Det kan den selvfølgelig ikke. Det betyder bare, at den overlades til nogle andre eller noget andet.
5. Liberale forældreholdninger og en generel anti-autoritær holdning er slået igennem. Man vil meget nødigt sige "Du skal …" til et barn.
6. Individualismen har ædt solidariteten. Det fælles projekt fra arbejderbevægelsen i det 20. århundrede om et godt samfund "for alle, der vil Danmark for folket" er overvejende afløst af troen på det frie marked.
7. Den stigende velstand gør børn og unge til stadigt stærkere og mere selvstændige forbrugere, selvstændige ikke i forstandighed, men i at have deres egne penge at bestemme over.

Den følgevirkning (af flere) af udviklingen, der er vigtig her, er den her:

Kammeratskabsgruppen - ikke familien - bliver afgørende for socialiseringen.

Det er ikke i familien, det først og fremmest foregår. Dermed bliver det klart, hvor det svage punkt er, som stormtropperne har kastet sig imod: den uforsvarede gruppe af børn&unge, deres angst for ikke at være "rigtige"; deres nemt vakte fascination. Det skarpe våben: blankpolerede idoler, skjulte løfter, fascinerende billeder.

Dominansens grundvilkår
Det er en udbredt holdning, at man skal lade børn&unge selv klare deres sociale relationer; det kan de sagtens, og det har de også bedst af, hedder det; det lærer de mest af, for de skal jo ud i verden. - Ja, hvad lærer de? I skolen lærer de dominansens grundvilkår: enten er du inde i magtens varme, og så kan du diktere, vælge og vrage blandt de andre - eller også er du ude, og så må du krybe og tigge og købe dig vej - eller du må bare blive ude! I "kammerat"skabsgruppen kan der blive et psykisk miljø, der ville kunne få Arbejdstilsynet til at lukke en arbejdsplads på stedet, hvis det var dér, det fandtes, og med et omfattende spor efter sig af psykiske og sociale skader.
Nogle af børnene og de unge begår selvmord i det klima. Og af det klima!

Det er mig magtpåliggende som fagfilosof at få sagt, at for en del af eleverne i skolen ophæver dette miljø aldeles al gyldighed af de smukke mål om respekt for demokrati og andre mennesker som ligeværdige - for slet ikke at tale om videregående ting som forståelsen af mennesket som et eksistentielt væsen, for hvem livet er en opgave. Det kan være så rigtigt, det være vil - for de elever, der bliver mobbet, bliver det en hån at tale om den slags, når man ikke effektivt fjerner mobningen.

Hvis ikke udtrykket terrorisme var blevet så tæt knyttet til bomber, som tilfældet er, så ville jeg kalde det, der til tider foregår i kammeratskabsgrupper, for præcis det: terrorisme. Så lad os kalde det psykisk og social terrorisme. Børn&unge styres i vidt omfang af frygt - påført dem af andre børn&unge med stormtropperne som bagmænd.
Denne terrorismes bagmænd skal bekæmpes.

Men sådan har det altid været!
Det er den amerikanske psykolog Judith Rich Harris’s påstand i The Nurture Assumption: Why children turn out the way they do, 1998. (Dansk oversættelse: Myten om opdragelse.) Forældrenes sociale og kulturelle rolle i den langsigtede formning af børnenes karaktertræk er ikke tilnærmelsesvist så stor, som man antager. Hun mener ikke, at forholdet er nyt, tværtimod. Hun påpeger det som helt fundamentalt og påviser det også hos dyregrupper.
Hun ligger på linie med forfatteren Lise Nørgård. I en radioudsendelse for nogle år siden, hvor hun fortalte om sit eget liv, fastslog hun rent en passent, at der jo ikke er noget, der er vigtigere for en 14-årig end kammeraterne. Det var ikke noget, hun fandt anledning til at begrunde nærmere.
Så måske ligger diskussionen om forældreroller under for en kæmpeillusion. - Det vil jeg ikke tage stilling til her, for under alle omstændigheder efterlader det os med den opgave at forholde os til, hvad det indebærer: at børn&unge lægges blot for stormtropperne.

Individualismens mekanisme
Hvis man vil forstå, hvordan det gik til, at voksensamfundet droppede forsvaret, tror jeg, det er vigtigt at få øje for en simpel mekanisme - for den gør sig ikke bare gældende her, men langt mere generelt i et individualiseret samfund. Hvordan kunne - kan! - så mange forældre mene, at institutionerne, nogle andre, kan tage sig af det med opdragelse, at det nok går af sig selv?
Jo, for hver enkelt ser det jo ud til, at det går sagtens, for det gør de andre jo. Men selve mængden af de, der gør sådan, får situationen til at ændre sig radikalt: Hvor en lille andel børn og unge godt kan gå uden særlig forældreopmærksomhed, uden at det ændrer væsentligt ved normerne i samfundet - fordi de, der er uden forældretilknytning stadigvæk er omfattet af en stærk normkultur opretholdt af de andre - så sker der indlysende noget dramatisk på et tidspunkt, når andelen øges: Det hidtidige fællesskab kan ikke "bære" de løsgående længere - og de løsgående bliver de dominerende. Der er en skjult tærskelværdi bygget ind i processen. Overskrides den, ændres forholdene fundamentalt.

Politisk geografi
Fra da af er det helt åbent, hvad vej det går. Og så træder de frie markedskræfter i funktion. Her gælder samme hårde lov som i den politiske geografi: Et magttomrum vil blive fyldt ud af tilstødende magter. Stormtropperne invaderer normdannelsen - for at score kassen. Børnene og de unge er stort set værgeløse.
Mine børn købte Jo Jos, små støbte plasticfigurer til 10 kr for fire stk. De kostede nok 10 øre pr. stk at fremstille i Kina, højst! Det er en kynisme af en kuldegrad, der kun klarer at holde sig fri af statsindgreb, fordi denne befolkning er blevet rædselsslagen ved sine erfaringer med statsindgreb - og på grund af den globalisering, der gør formatet for stort til, at folk flest synes, det kan lade sig gøre. Det betaler børn&unge så for!

Skolen er magtesløs
Skolen kan indlysende ikke overtage opgaven. Den har ikke midlerne; den har ikke befolkningens opbakning til at gøre det. Når det i en klasse bliver sådan, at man for at være med blandt de "rigtige" skal ringeagte det at gøre sit arbejde i skolen; når ingen i en klasse tør sige noget i timerne, fordi man så blive mobbet af de toneangivende efter timen, så er løbet kørt. Enhver lærer er magtesløs. Det er en farlig fejl at tro, at sådan noget kan ordnes med særligt motiverende pædagogiske metoder. Troen efterlader den lærer, det ikke lykkes for, med en skyldfølelse, der er helt urimelig. Kampen står uden for klasseværelset.

Ansvaret for opdragelsen er forældrenes - øhh og samfundets . . .
Der skal politiske løsninger til; men de er gået af mode.

- - -o0o- - -