Incest * børn * straf * straffesystem * socialt system * jura * retsvæsen * barnets tarv * voldtage * domstol * politi * vidne * afhøring * stole på * forklaring * vidneudsagn * mørketallet

Anmeldelse af Beth Grothe Nielsen: Så græd jeg lidt for mig selv - Hvad børn kan berette om overgreb - en udfordring til systemet, Aarhus Universitetsforlag 1995. 213 sider.

Bragt i Social kritik, nr. 42, marts 1996, s. 73 - 77. Bogen påviser, at det er tvivlsomt, om straffesystemet overhovedet har positive virkninger for de børn, der er incestramte.

Keld Brikner:
Kunsten at drukne børn
- på en civiliseret måde, selvfølgelig!

Der gives intet værre tyranni end det, der udøves i skyggen af lovene og under retfærdighedens maske, når man så at sige drukner de ulykkelige på selve den planke, hvor de havde søgt tilflugt.”    
   Charles de Secondat Montesquieu (1689 - 1755)

Montesquieu kæmpede for, at love skulle afløse magtvilkårlighed, men han var som citatet viser ikke så dum at tro, at med love skulle den hellige grav være vel forvaret. I dag har vi masser af love; men bruger vi dem til at skabe retfærdighed, til at gøre livet bedre for hinanden?

Beth Grothe Nielsens bog handler præcis om det - og svaret er ikke “ja”. Hun er jurist og lektor ved Juridisk Institut ved Århus Universitet.

Hvis det ikke var for hende og hendes lige, kunne man uden noget stort tab smide juristerne ud af universitetet og lade dem have en lovskole på linie med handelsskolerne. Det helt afgørende tema for juraen er og bliver retsmidlernes (love, lovgivende myndigheder, domstole, …) forhold til samfundslivet.  Dér skal forskningen have et tyngdepunkt. Når den og undervisningen er blevet til et rent internt paragrafstudium, er det blevet et teknikerfag. Og når udviklingen af paragraffer er kommet dertil, at fagets professorer må erkende, at der ikke kan findes rundt i reglerne på noget, der ligner en éntydig måde, så er selve retssamfundet forsvundet som mål for juraen. Retsreglerne omkring veksler var i mange år det værste eksempel; siden har lejeloven indtaget ærespladsen; og den må vel siges at angå én og anden her i landet.
   Det skulle juristerne være de første til at råbe op om. I stedet er deres helt massive flertal ikke til at råbe op om sagen. Jeg har prøvet: Som ekstern lektor ved Århus Universitet har jeg i en årrække fortalt de jurastuderende - stort set alle de jurastuderende - om denne sammenhæng. Om retssamfundets forsvinden i lutter ret. Jeg har aldrig hørt sagen taget op af fagets forskere, lærere og øvrige udøvere.
   De har deres udkomme i at udlægge teksterne; jo sværere tekster, jo sikrere og federe udkomme.
 
To tyngdepunkter
Bogen har to tyngdepunkter. Det første er fremlæggelsen af et stort samtalemateriale til dokumentation af børnenes oplevelse af mødet med det sociale system og straffesystemet, når de - endelig - kommer med deres ofte fortvivlede henvendelser om hjælp.
   Det andet er Beth Grothe Nielsens egne undersøgelser, dels af holdninger i de professionelle faggrupper, børnene møder, dels af anmeldelsespraksis i kommunerne. Det er grundigt arbejde begge dele; men holdningsundersøgelser via spørgeskemaer er nu en gang behæftet med den svaghed, der ligger i at antage, at mennesker er parat til at give udtryk for deres holdninger som svar på spørgsmålene.

Ikke barnets tarv
Bogens hovedanliggende er at påvise, at “det er tvivlsomt, om straffesystemet i dets aktuelle form har eller kan have positive funktioner i tilfælde, hvor forældre eller stedforældre begår fysiske eller seksuelle overgreb mod deres børn” - som det sammenfattende hedder s. 189 i det afsluttende kapitel “Kritisk eftertanke”.
   Synspunktet fremføres med passende akademisk sordin; men det burde blæses ud som et basunstød! - I fjernsynet og på Internettet!
   Det fortæller os om vores egen svig over for børnene; som voksensamfund, som retssamfund og som politisk system. Bogen giver et citat fra en skotsk forsvarsadvokat, der i 1938 - otte og tredive - sagde om “rets”systemets behandling af børn, der havde været udsat for incest:
 “Det er som om hele domstolen havde svoret sig sammen om at voldtage barnet én gang til.”
   Beth Grothe Nielsen peger også på, at det er tvivlsomt, om Danmark lever op til FN’s konvention om barnets rettigheder fra 1989. Det er det med at sætte barnets tarv i første række ved alle foranstaltninger, der er det ømme punkt. Som vores strafferetlige processer er, sker det ikke. For mig er den side af sagen imidlertid mindre vigtig, fordi jeg ikke kan tage alle de dér højtidelige FN-erklæringer alvorligt - netop fordi de kun er erklæringer. De er ganske gratis, og ofte underskriver et land erklæringen netop for at dække over, at dens indhold i praksis tilsidesættes systematisk.

“Hvad havde anklagede på?” Det var Mr. Freeman’s advokat.
“Det ved jeg ikke.”
“Vil det sige, at manden her voldtog dig, men du ved ikke hvad han havde på?  …  Ved du, om du blev voldtaget?”
(Afhøring af en 8-årig.)

Maya Angelou: I know why the caged bird sings.
(S. 109 i Så græd jeg lidt for mig selv.)

Sådan går det galt
En retssag kræver vidneudsagn. Men hvordan opleves det af barnet at skulle fortælle andre om sine oplevelser? Under hvilke omstændigheder vil et barn overhovedet betro sig til andre om incest?
   Det bliver overordentligt grundigt diskuteret i bogen. Og der bliver først og fremmest fremlagt en dokumentation af de incestramte børns oplevelser dels af selve de seksuelle overgreb, dels af udspørgende politifolk, domstole, psykologer og andet inventar på den scene, vi tvinger dem til at træde op på for retssikkerhedens skyld. Materialet har form af referater af og omfattende citater fra ordrette afskrifter af videoafhøringer af børnene og - med juridiske formuleringer - andre strafferetlige dokumenter. Dertil kommer forfatterens egne samtaler med 10 piger fra 14 til 18 år.
   Det er herfra, bogens titel er hentet. En af pigerne bruger den undskyldning at skulle på toilettet for at slippe væk fra stedfaderens gramsen, “og så … da jeg kom ud på toilettet - så græd jeg lidt for mig selv”. (S. 103)
   Materialet fremlægges med diskussion i bogens kap. 3 og 4 og udgør ca. 60 af bogens godt 200 sider. Det må betegnes som en guldgrube for den, der vil forstå og vurdere disse forhold. Og der er mig bekendt ikke andre arbejdende miner i Danmark.
 
Pædagogik for politifolk 
Forud går kapitlet “Kommunikation med børn”, der refererer noget af litteraturen på området med særlig relevans for incestsager og for det professionelle personale, der skal håndtere sagerne - og børnene. Dernæst følger “Veje til en hemmelighed”, der bl.a. tager litteraturen omkring det vanskelige spørgsmål om tegn på incest op - med det befriende resultat, at der ikke er enkeltstående, sikre tegn.
   Det er gode kapitler; men det er samtidig kapitler, man må håbe afløses af de professionelle aktørers mere omfattende og mere kildenære studier, efterhånden som Beth Grothe Nielsens anliggende tages alvorligt. For som der står i afslutningen: “Forhåbningen er, at det strafferetlige og socialretlige system kan bruge materialet i den form, en jurist har givet det, til i højere grad at turde sætte de mishandlede børn i fokus.” (S. 191) Altså: Nu starter vi med lidt tyggemad, givet af én, modtagerne er tryg ved; så kan vi altid komme til råkosten senere.

Kan man stole på børns forklaringer?
Èn anden side af sagen er, hvor stor vægt man tillægger børnenes forklaringer. Beth Grothe Nielsens egen undersøgelse viser “en signifikant større mangel på tiltro til børns udsagn /hos anklagere og politi/ end hos sagsbehandlere i de sociale forvaltninger og hos psykologer”.
    “Fra disse sidste gruppers synsvinkel er der altså belæg for påstanden om, at for mange sager ender med opgivelse af tiltale (eller frifindelse), fordi straffesystemet tillægger børns forklaringer om seksuelle overgreb for lidt vægt.”  (S. 151)
 Muligheden af at påvirke børns forklaringer udefra diskuteres selvfølgelig også. Et ret intenst internationalt arbejde med spørgsmålet refereres - og tendensen er, at mulighederne er mindre, end det traditionelt er antaget.

Retten er et rollespil
En anden vanskelighed er rollerne: Den anklagede har ret til at nægte sig skyldig og få sin påstand taget alvorligt, uanset den måske er lodret løgn. Det er i sig selv anstødeligt for et barn, der ved, at det er løgn. Og hvis domstolen som den kæmpeautoritet, den er for barnet, så ender med at frikende anklagede, er det rent chok for barnet; og en forfærdelig indgang til det fortsatte samliv mellem barn og voksen.
   “I denne kamp mellem gerningspersonen og det mishandlede barn bliver barnet under alle omstændigheder offer igen, uanset hvilket udfald processen får.
   Processen fungerer som den gør, fordi dens endemål er tildeling af straf, ikke løsning af problemer eller hjælp til de implicerede. Den hindrer snarere end fremmer de to sidste mål. Kravene til barnet som bevismiddel kan fx. bevirke, at barnet ikke kommer i terapi, før straffesagen er slut. Anklagemyndigheden kan med rette frygte, at forsvareren vil henvise til påvirkning fra terapeuten, og at barnets forklaring derved i dommerens øjne bliver mindre troværdig.” (S. 172-73)

Mørketallet - og bomben
Der er ingen, der ved, hvor megen incest der forøves i vores lille hyggelige Danmark. Tallet - for så vidt omfanget af incest nu rimeligt kan gøres op i et tal - henligger i mørke.
   Fra det øjeblik, der står noget med “incest” på et offentligt stykke papir, er der lys nok til at tælle. Det er kløften mellem familielivet og socialforvaltningerne, der henligger i mørke.
Men der kan komme nogle interessante perspektiver ud af at lege lidt med nogle antagelser, noget som Beth Grothe Nielsen stående over for en i forvejen skeptisk og henrettelsesivrig akademisk læsergruppe selvfølgelig ikke er så dum at begive sig ud i. Så lad nu mig.
   Først kendsgerningerne: Af det, der bliver sager i socialforvaltningerne, dvs hvor der er begrundet mistanke om incest, sendes ca. 50 % til politiet. Her sker der imidlertid ifølge Beth Grothe Nielsens undersøgelser noget meget mærkeligt: Langt størsteparten bliver aldrig til incestsager! Det bliver kun ca. 20 – 30 % (s. 140 - 41). “Hvordan den store forskel skal forklares er usikkert.” … “Men meget tyder dog på, at en stor del af de henvendelser til politiet, der af forvaltningerne opfattes som anmeldelser, ikke registreres som sådanne.” Denne spruttende lunte, der formentlig fører hen til en kulturel bombe, følges ikke op i bogen.
   Nuvel, små 50 % af dem, politiet lader blive til sager, afvises af politiet, fordi det finder det udsigtsløst at rejse tiltale, f.eks. hvis barnet ikke vil gentage sin forklaring over for politiet.
Af de rejste sager ender ca. 55 %  med dommen skyldig, resten med frifindelse eller henlæggelse (s. 149-50).
 Så antagelserne. Hvis nu socialforvaltningerne får oplysning om ca. 50 % af det, der reelt foregår, så bliver ca. 1,7 % af den incest, der finder sted i Danmark, straffet.
   Vi opererer i mørke og må gøre os vores tanker. Jeg finder 50 % vildt optimistisk. Lad os prøve med 25 %. Så bliver ca. 0.9 % straffet. Og antager vi, at kun toppen af isbjerget nogensinde kommer til offentlighedens kundskab, altså 10 %, så bliver ca. 0,3% straffet.- Opklaringsprocenten for mord i Guatemala for et par år siden i det værste tid af opgøret mellem narkotika-karteller og staten var 3! - Måske skulle vi tænke mere i forebyggelsesbaner. Tænke, stod der; jeg tror aldeles ikke, man bare kan forebygge!
 
Uret tikker
Sømænd på langfart hjemsøgtes i århundreder af skørbug. Sygdommen kunne tappe et krigsskib for størstedelen af dets kampkraft. I 1753 offentliggjorde den engelsk læge James Lind den opdagelse, at daglig indtagelse af saft fra citrusfrugter kunne holde sygdommen væk. Hvor lang tid gik der så fra opdagelsen til indførelsen af citrusfrugter i den engelske flådes kost? - Ca. 40 år; men det var jo også dengang …
    Hvor lang tid gik der fra, at Semmelweis i 1847 påviste, at den dødelige barselsfebers frie rasen på fødselsafdelingerne kunne standses med personalets håndvask i klorkalkvand, til en sådan procedure blev indført af myndighederne? - Der gik 30 - 40 år.
    Hvor lang tid vil der gå fra påpegningen af, at vores “rets”system ikke hjælper de incestramte børn, til vi gør noget for dem? - Jeg aner ikke, om den bog her bliver epokegørende. Jeg ved bare, at den fortjener at blive det. Foreløbig tikker uret …