Anmeldelse af Jan Seidel: Overgreb mod børn - fysisk, psykisk og seksuelt,
Socialpædagogisk Bibliotek, Munksgaard - Rosinante, 1995. 223 sider.

Bragt i Social kritik, nr. 42, marts 1996, s. 78 - 81.
Anmeldelsen diskuterer bl.a. metodeproblemer i forbindelse med empiriske undersøgelser af sammenhænge mellem sociale forhold og overgreb mod børn.

Keld Brikner:

En undersøgelse viser, at …

Den foreliggende udgivelse er en dansk oversættelse af en norsk bog, der er blevet til i flere omgange. Jan Seidel er psykolog og ansat ved Socialhøgskolen i Stavanger. Den startede i 1982 som en bog om fysisk og psykisk vold mod børn, og blev så udvidet med emnet incest i en 1990-udgave, hvor også behandlingen af psykisk vold blev væsentligt omarbejdet.

     Oversættelsen til dansk er foretaget af Kari Sønsthagen og virker helt kompetent.

     Udgivelsen er forestået af socialrådgiver Rikke Posborg og seminarielærer, cand. psych. Espen Jerlang, og de kunne godt have kikket lidt detaljer grundigere efter. Således omtaler forfatteren i sit forord fra 1990 "bogens første del … anden del … og tredie del", mens indholdsfortegnelsen ikke kender nogen "dele", men en indledning og 7 kapitler.  Nu tror jeg godt, jeg kan regne ud, at første del er det om fysisk vold, anden del det om psykisk vold og tredie del det om incest. Men kapitlerne giver altså en lidt anden struktur.

Sammenhænge

Bogen består for langt størstedelens vedkommende af referater af undersøgelser; her skal ikke lades tvivl tilbage om de faktiske forhold. Så godt som alle undersøgelserne har et materiale af kvantitativ art, som præsenteres i tabeller, 35 af slagsen hen gennem bogen. Dertil kommer 4 figurer af kvantitativ art og alle tallene og procentsatserne uden for tabellerne; dem er der mange af: der er afsnit af bogen, hvor de figurerer på næsten hver side.

     Jagten går på sammenhænge - mellem de sociale vilkår og volden mod børn. Det er et bredt og broget felt at søge sammenhænge i, og der er tilsyneladende gevinst hver gang.

     Her kan man læse om, hvilke forhold, man skal tage hensyn til, hvis man skal vurdere forældres "omsorgsevne"; der er 9 faktorer på listen (s. 104). Man kan få at vide, hvad der karakteriserer forældre, der mishandler deres børn; der er 8 punkter på listen (s. 74). Man kan få symptomerne på psykologisk fejludvikling hos børn; der er 7 punkter på listen (s.72).  Man kan få Helfer og Kempes liste over, hvad der karakteriserer forældre, der mishandler deres børn; den er på 5 punkter (s. 66). Man kan få Gils hovedgrupper af årsager til børnemishandling; der er 14 af dem - samt 5 typer årsagsforhold (s. 67 -69). Som alternativ kan man få Blair og Rita Justices 8 "hovedgrupper af forklaringsmodeller" (s. 90 - 95).

    

Formen kulminerer i næstsidste afsnit, det om incest. Side 189 - 197 består af lister over "kendetegn på seksuelle overgreb", børns "sårbarhedsfaktorer" og "risikofaktorer" - samt en advarsel mod at opfatte den slags lister "for bogstaveligt", dvs tænke i "traditionel årsags-virkningstankegang" (s. 194). Med andre ord: Når der står på listen over tegn på, at et barn er seksuelt misbrugt, at det "virker bange for udefra kommende indblanding, når det gælder familieanliggender", så må man ikke slutte baglæns fra konstateringen af denne frygt til, at der foreligger seksuelt misbrug! - Nej, det forstår sig forhåbentligt; men hvordan håndterer man så disse mængder af punkter på listerne? Det spørgsmål bliver bogen faktisk svar skyldig på. Egentlig kan en vigtig del af bogens anliggende vel sammenfattes i den antagelse, at man er bedre udrustet, når man har sådan nogle lister, end hvis man ingen har. - Ikke at antagelsen diskuteres; den tages vist nærmest for givet; men hvor givet er den, når listerne bliver lange?

    

Af en ung studerendes oplevelser            

Lad mig nu prøve efter fattig evne at sætte mig i den unge mands stol, der lige er begyndt på uddannelsen som socialpædagog og ikke har haft særlig anledning til i sit liv at tænke over det med vold mod børn. Han får bogen her til orientering om emnet. Er han ikke bragt godt på vej så? Får han ikke et overblik over emnet og forskningen, som han ellers skulle læse nogle tusinde sider for at få - med andre ord som han aldrig ville få?

     Svaret er vel jo. Der er bare det, at jeg synes, han får alt for meget. Men jeg har desværre ikke et overblik over litteraturen på det her område - fremstillinger egnet til (introducerende) undervisning af socialpædagogstuderende - som sætter mig i stand til at vurdere, om bogen her er bedre eller ringere end anden foreliggende litteratur.

Metodekritisk bevidsthed

Der er en mere dybtgående side af det her med at referere undersøgelser; en metodisk eller videnskabsteoretisk side. Spørgsmålet er jo nemlig, om den enkelte undersøgelse er lagt an og gennemført på en måde, der gør dens resultater værd at beskæftige sig med. Det er en metodekritisk vurdering, der her lægges op til. Sådan én rummer bogen overhovedet ikke. Man må som læser slet og ret tro på, at forfatteren har gjort arbejdet for én, udvalgt materiale, der er værd at viderebringe.

     Det er også et urimeligt krav til en bog med den hensigt og den målgruppe, der her er tale om; men en bemærkning eller to om forfatterens kvalitetskrav i så henseende kunne da godt være på deres plads. Det er måske også et urimeligt krav til forfatteren: Jan Seidel sidder ikke i en forskningsstilling. Derfor kan det være på sin plads at se, at problemet også rammer forskningsarbejde.

Risikobørn

I december 1993 udgav Socialministeriet/Det Tværministerielle Børneudvalg en rapport Risikobørn - Hvem er de?  Hvad gør vi?   udarbejdet af et forskerhold bestående af professor Per Schultz Jørgensen, Danmarks Lærerhøjskole i samarbejde med Bo Ertmann, Niels Egelund og Dorrit Hermann. (Faglig baggrund og evt. institutionel tilknytning for de tre sidstnævnte er uoplyst i bogen; de fire betegnes i forordet som "forskerholdet".) Bogen refererer 120 undersøgelser, hovedsagelig fra de 7 - 8 foregående år, af sammenhængen mellem børns sociale og familiemæssige baggrund på den ene side og nogle børns kranke skæbne som problemramte i mere eller mindre svær grad på den anden. Eller med bogens egne ord: Den foretager "en analyse af årsager og symptomer i forbindelse med belastende opvækstvilkår"; den ser på fremtidige konsekvenser af at leve under disse vilkår og den søger at sætte tal på, hvor mange der gør det. Også dette arbejde fremtræder som helt overvejende ukritisk refererende; det siger ikke noget om, hvilke kvalitetskrav, der er stillet til de undersøgelser, der refereres - hvis der er stillet nogen. Dvs, at vi må antage det samme som med Seidel: Hvis forfatterne har udvalgt, må vi tro på, at de har gjort det godt - hvis vi vil.

Parallellen til hjerte/kar-sygdomme

Jeg tror, at sådan en metodebevidsthed er fremtidsmusik - men jeg tror, det er nær fremtid, og jeg tror, det kan indebære en vigtig kvalitetsforbedring.

     Den sag kan belyses af et stykke arbejde, der gjort her i Danmark; et absolut højkvalitetsarbejde. Det er en kritisk vurdering af undersøgelser af de eventuelle sammenhænge mellem arbejdsmiljø og hjerte/karsygdomme. 447 artikler og bøger er blevet vurderet af Tage Søndergård Kristensen og Mogens Trab Søndergaard, Institut for Socialmedicin, Københavns Universitet, Kristensen nu Arbejdsmiljøinstituttet*.

     De to problemstillinger er parallelle; det er det, der gør sammenligningen interessant. Man står med to skader: hjerte/karsygdomme og overgreb mod børn. I begge tilfælde kan skaden være forårsaget af et utal af faktorer i et meget indviklet samspil. Og "selve" den begivenhed, hvor skaden sker, er lukket land for os. Vi kan ikke "se" ind i hjerter og blodårer, mens arbejdet står på; vi kan ikke se ind i børnenes hjem endsige deres soveværelser endsige aktørernes følelser, mens misbruget står på eller netop ikke står på. Vi kan - til tider - få udtalelser om det sidste, men også de må tolkes og have deres troværdighed vurderet.

     Det er typiske eksempler på det, der i forskningssammenhæng kan kaldes en black box-model: "selve" sagen foregår i en sort kasse; vi kan se, hvad der går ind i kassen - alle påvirkningerne - og vi kan se, hvad der kommer ud af kassen - skaden, men vi kan ikke se ind i kassen. Hvad gør vi så? Vi prøver at bygge en bro hen over kassen; finde ud af, om der er regelmæssige sammenhænge mellem det, der går "ind" og de skader, der kommer "ud".  Hvis der er det, kan de være årsagssammenhænge.

     Metoden er simpel og udbygges selvfølgelig med kontrol ved at kikke på tilfælde, hvor der ikke  er sket skader: Gør de samme sammenhænge sig gældende dér?

Præciserede kvalitetskrav

Men det vigtigste er, at lige så simpel modellen er, lige så vanskeligt er det at få resultater frem, der er værd at stole på.                     Det er her, Kristensen og Drabsgaard sætter ind: De præciserer metodekravene til en undersøgelse i 5 punkter, og så giver de ellers alle undersøgelser fra 1 til 5 stjerner - x’er altså, sagligt og neutralt. De siger det selv sådan her: "Fordelen ved dette system er, at undersøgelsernes resultater kan sammenholdes med deres kvalitet. F.eks. ser vi om visse emner, at  resultatet hænger sammen med kvaliteten, således at de gode undersøgelser ikke viser en sammenhæng, mens de dårlige gør ." (Bind 1, s. 21).

     Og nu kommer min pointe: Der er mange, der scorer bare et enkelt x - og det betyder, at de stort set ikke skulle have været publiceret - og der er ikke ret mange, der scorer de 5 eller 4 x’er, der karakteriserer det, der for alvor er værd at tro på.

     Der er ikke nogen grund til at tro, at kvaliteten af undersøgelser omkring truede børn eller overgreb mod børn jævnt hen skulle være højere. Altså må vi antage, at en god del af de undersøgelser, der refereres, ville falde for skærpede - og helt rimelige - metodekrav. Kristensen og Damsgaards arbejder har været ude i snart 10 år.** Det må være på tide, de får konsekvenser.

Påtvungne normer

Når man den dag i dag kan høre hele sagen vendt den vej, at en børnefjernelse er et kolossalt overgreb mod forældrene, og at børnemishandling en yderst sjælden ting, så forstår man jo, hvad det er, Seidel kæmper for. Og så må man kæmpe med, hvis man har anstændighed i livet.

     Kampen om børnenes vilkår er en kulturel - og politisk - kamp mellem forskellige befolkningsgrupper, og der er tale om, at et sæt normer påtvinges dele af befolkningen; normer der siger, at man skal tage sig ordentligt af sine børn og have med dem at gøre uden vold og misbrug. Så enkelt er det.

 

* Tage Søndergård Kristensen og Mogens Trab Damsgaard: Hjerte/karsygdomme og arbejdsmiljø, bind 1 - 3, Arbejdsmiljøfondet 1987- 88.

**Arbejdet er fortsat: Fra 1989 foreligger to artikler af Tage Søndergård Kristensen med samme titel "Cardiovascular diseases and the work environment", kritiske gennemgange af den epidemiologiske litteratur om henholdsvis kemiske og ikke-kemiske faktorer, i Scand J Work Environ Health, 15, hhvis s. 245 - 64 og 165 - 79.

     Fra 1994 foreligger fra samme forfatter - igen med samme titel - kapitel 13 i Cheremisinoff PN, ed.: Encyclopedia of Environmental Control Technology, vol 7: High Hazard Pollutants, Houston, Gulf Publ. Comp., s. 217 - 43.