Fagbevægelsens død * individualisme * intelligens * samfundssystem * moral * global * samfundsudvikling * solidaritet * demokrati * frihed * lighed * åbenhed * gensidig respekt * individualisme * arbejderbevægelsen * liberalisme * arbejderbevægelse * Mørch

SAMFUNDSUDVIKLINGEN                Senest revideret 23/2-2010

Temaerne fagbevægelsens død, individualismens moral og intelligensens frie bevægelighed kan samles under en overskrift, der hedder

Da individualismen åd solidariteten
Her gives en samlet nutidskarakteristik, der kan danne grundlag for vurdering af en række mere konkrete forhold som f.eks. forholdet til EU, social lagdeling, nationalstaternes skæbne, indvandring, udviklingen i den offentlige sektor, ledelse og samarbejde …

Specielt er jeg interesseret i drøftelse af demokrati. Det er her i Danmark ikke bare et politisk system; vi har en demokratisk  kultur, som ikke opretholder sig selv og som vi bør værne om. (Se længere nede i teksten under ‘Demokrati - det livsstrømme og hindringer’, hvad der er dens hovedelementer.)

Her under følger i kort form nogle af hovedpunkterne i temaet:

Individualismens logik – eller ”moral”
I
ndividualisme er noget andet end respekt for individualitet, noget ganske andet, nemlig løst sagt den ideologi (den -isme), der sætter individet frem for samfundet. Individet ses som det fundamentale, det selvstændige, og alle de forbindelser, det indgår i - samfundet -  som noget, der må begrundes ud fra individet. Disse "individer" er selvfølgelig først og fremmest mennesker; men det kan jo også være grupper over for hinanden, virksomheder over for hinanden, stater over for hinanden.

Hvorfor lige mig?!!! - Forholdet mellem individuel frihed, samfundssystem og moral.

Individualisme kommer selvfølgelig også til at betyde en måde at leve på i et samfund, altså en praksis. I et samfund med en sådan praksis gælder en bestemt moral, der nærmest får karakter af en logik. Den har to punkter:
1. Hvorfor lige mig? – når det er noget ubehageligt.
2. Hvorfor ikke mig? – når det er noget behageligt.
En individualistisk opfattet frihed fremtvinger en overindividuel magt (en statsmagt), der skal tvinge alle enkelte til at gøre det, de egentlig alle gerne vil have, men som har en omkostning for hver enkelt, og som derfor ikke bliver gjort, før der er garanti for, at alle gør det - og så sker det under tvang.
* Aristoteles’s gamle ord gælder stadigvæk: Der er forskel på at gøre tingene af tvang (“udefra” motiveret), og at gøre dem ud fra eget ønske (“indefra” motiveret).
Vi kan komme et stykke vej med regler - men ikke hele vejen igennem. Uden moral - og et miljø, hvori moralsk engagement kan leve - går det ikke.

* Stene for brød. I stedet for de moralske, “menneskelige” forhold til hinanden, træder formelle relationer, love, institutioners serviceydelser.
Vi har generelt hyldet fænomenet som en stadig styrkelse af den individuelle frihed! En frihed fra de andres mulighed for at blande sig i vores (private?) liv. (Det fortæller jo bl.a. historien om, hvor meget de sociale bånd i et tæt fungerende samfund snærer.) Nu får vi i stigende grad anledning til at beklage fænomenet som en svækkelse af det store, fælles, sociale netværk, til fordel for de små, "private" netværk.

* Det politiske er under afvikling, det økonomiske dominerer. - Der findes ikke og kan ikke findes en global, politisk styring af et (økonomisk) system, hvis væsentligste element er fri konkurrence. Altså droppes projektet. I stedet træder befolkningernes accept af økonomien som styrende. - I Europa laver vi først en fælles mønt og en fælles bank, så evt. et politisk grundlag for den! Ude i verden er det Verdensbanken og IMF, der er i front - sammen med de rigtigt store staters politiske ledelser. Og hvad har de på programmet? - Frihandel! Det vil sige: Ikke rigtig frihandel selvfølgelig, men erklæringen om den, når denne erklæring kan bruges til at åbne markeder. Og ellers business as usual, det vil sige beskyttelse af egne interesser. Er det nødvendigt at minde om landbrugsstøtte og stålproduktion?

Altså: Markedet anses for at kunne "styre" udviklingen i en god retning for alle. Det er en meget lidt overbevisende påstand her i finanskrisen og låneboblens sammenbrud oktober 2008, også for statsledere!

Demokrati - dets livsstrømme og hindringer.
Demokrati er praktiseret respekt for andre mennesker som ligeværdige, omsat til styreform.
Demokratiets livskilder er bl.a. følgende:
1. Frihed (individuelle frihedsrettigheder) - 2. Lighed i styrke og ressourcer - 3. Gensidig respekt - 4. Åbenhed - 5. Velvilje over for den fælles sag; moralsk engagement.
Svarende til hver af dem er der imidlertid i vores samfundsform en modvirkende faktor :
1. Privat ejendomsret. - 2. Uligheder (i bl.a. indkomst og formue). - 3. Adskillelse; foragt som gruppeidentitet. - 4. Lukkethed. - 5. Ligegyldighed. Individualisme.

(En af) konsekvenserne af individualismens sejr over solidariteten er denne velkendte, som det er nærliggende at mene også har været på spil, da Sveriges udenrigsminister Anna Lindh i sept. 2003 i et supermarked blev først overfaldet, så forsøgte at flygte! - hvorfor var der ikke nogen, der greb ind dér??? - og så blev stukket ihjel:
Når der står 17 mennesker og ser på, at én bliver overfaldet, tænker de alle 17: “Hvis jeg blander mig, bliver jeg den eneste, der blander mig - og så går det bare ud over mig også. Det må jeg hellere la’ være med. - Og han er nok også selv ude om det!”
Man kan også formulere sagen (samme sag?) mere fredeligt: Hjælpsomheden går i vidt omfang fløjten, i og med en række ting bliver almindelige; bliver standard. Hvis en bil går i stå på en vej, kører de andre forbi, fordi de synes, manden selv er skyld i det: Han må holde sin bil i orden, lige som de selv må, men det har han åbenbart ikke gidet. Hvorfor skal det så gå ud over mig, der nu er på vej til mit mål til min tid?

Vi har opbygget en serviceordning for mennesker, der kommer i vanskeligheder med deres bil. Den må han jo benytte sig af. Hvis han ikke har sådan en, så er han selv ude om det. 

Sidste betragtning er, at de ovenstående betragtninger jo mere eller mindre fungerer som undskyldninger. Den dårlige samvittighed, når vi kører forbi, er vel ikke helt udraderet i os alle.

* Tante Annas historie, s. 33 i Søren Mørch: Den sidste Danmarkshistorie, 1996. (Tante Anna bliver af sin tillidsmand (!) hjulpet til at få så mange penge som muligt ud af de offentlige ordninger i sine sidste arbejdsår.) Pointe: “Velfærdsstaten” startede som en hjælp til de svage, og i dag er “den” en kasse, alle, inklusive de trygt økonomisk funderede, fornuftigvis stikker snabelen i. - Så er tiden for længst inde til forandringer.

Og onkels Julius, tante Annas mand, opfatter det som en krænkelse at blive indkaldt af det offentlige til samtale, da han skal have den alderspension, han selv ser som sin simple ret. “De”, det offentlige, vil blande sig i hans liv! “Tante Anna har lovet at gå med derhen, for at de ligesom kan stå sammen i ulykken” som det hedder hos Mørch!

Det offentliges fremtid: at være serviceleverandør på et mere og mere “frit” og konkurrencebetonet marked. Amterne er afviklet, kommunerne sammenlagt til størrelser, der kan “bære” at være effektive. (Der stod faktisk her, længe før kommunalreformen: "Amterne afvikles. Kommunerne sammenlægges til …". Det var åbenlyst, hvad vej det gik.) Dermed er der kommet mere og mere pres på lederne, eftersom offentlig lederrekruttering i vidt omfang har været en katastrofe (som må ses i sammenhæng med organisationsindflydelse og politisk nepotisme).
Der er stærke kræfter, der trækker i retning af privatisering af elementerne i den offentlige sektor.

———-

Vi er tilbøjelige til at tale om de vigtige ting, når det er for sent at gøre noget ved dem.
Mit forslag er at gøre det i tide.