Fagbevægelse * død * individualisme * reinkarnation * arbejderbevægelse * 20. århundrede * velfærdssamfund * demokrati * solidaritet * socialdemokratisk * Thomes Nielsen * social lagdeling * fagforstening * lighed * åbenhed * regler * moral * fremtid * svækkelse * samfundsudvikling * socialdemokratiet

Senest revideret 23/2-2010

                    Vi er tilbøjelige til først at tale om de vigtige ting,
                                            når det er for sent at gøre noget ved dem.
                                                       Mit forslag er at starte nu.

 

SAMFUNDSUDVIKLINGEN
 
Fagbevægelsens gentagne død og reinkarnation

Den skæve formulering i overskriften har en helt konkret og seriøs betydning. Den rammer et afgørende forhold i 20. århundrede, som er en nøgle til at forstå de vanskeligheder, vi nu står i med velfærdssamfundet, individualismen og demokratiet - og med fremtiden.

For mig selv er det først og fremmest demokratiet og demokratiforståelsen, der er vigtige.

Forholdet er det, at fagbevægelsen sammen med andre folkelige bevægelser var afgørende for opbygningen gennem det 20. århundrede af det, vi endte med at kalde ’velfærdssamfundet’ – men at fagbevægelsen undervejs i dette forløb flere gange skiftede funktion så afgørende, at man må sige, at den forsvandt som det ene og kom til syne som det andet. F.eks. fra revolutionær kamporganisation til parlamentarisk reformbevægelse. Fra international bevægelse til national. Fra kamporganisation til samarbejdspartner.
I dag har fagbevægelsen for alvor forladt den store politiske scene. Og det har alvorlige konsekvenser, for demokrati kommer aldrig af sig selv, men må altid møjsommeligt og aktivt opretholdes.

Fagbevægelsens historie er et væsentligt element i det overordnede tema ‘Da individualismen åd solidariteten ‘, en nutids- og fremtidskarakteristik. Se også ‘Intelligensens frie bevægelighed ’.

- - - - - - - -  

Her nedenfor følger en kort fremstilling af nogle af hovedelementerne:

Da puritanerne vandt - en lille historie om, hvad ideologi er og ikke er, fra Cromwells tid (1640′rnes England; borgerkrigen).

Puritanerne støttede Cromwell mod kongen og udgjorde en betydelig militær kraft, bl. a. fordi de var så overbeviste om det retfærdige og nødvendige i deres kamp - fordi kongen var Satans repræsentant på Jorden! - og fordi de indgik i hæren i samme grupperinger , som de kom fra landsbyerne og sognene i.
      Med sejren forsvandt med et slag den ideologi, de var gået til kamp under, og som havde været med til at gøre dem stærke: troen på tusindårsriget, det ondes endelige forjagelse. De måtte opleve at se den lavadel, de havde kæmpet sammen med, stort set sætte sig på de privilegier, de sammen havde taget fra højadelen. Altså: Der blev ikke noget "tusindårsrige", men en fortsættelse af magtudøvelse, magt- og interessekampe.

Den tolkning af dette begivenhedsforløb, der her gøres gældende, er den, der baserer sig på det enkle forhold, at ideologier ikke er korrekte - i hvert fald ikke fuldt korrekte. Var de korrekte, ville begivenhedsforløbene stort set svare til de forventninger, de gav anledning til. Men så meget magter mennesker sjældent. Derfor: Når bærerne af ideologien - og altså ikke ideologien - sejrer, så viser det sig at være nogle andre kræfter, der gør sig gældende, end ideologien forudså og regnede med. Dermed "dør" ideologien: Den viser sig i en afgørende situation og på en afgørende vigtig måde ukorrekt. Sejren er den store prøve. Sejren bliver ideologiens død. - Hvilket jo ikke hindrer, at sejrherrerne kan snakke videre, som om sejren bekræftede ideologien! Tænk bare på Sovjetunionen og 17 andre "revolutioner", der lever videre i det uendelige.
Se nedenfor LO’s formand Thomas Nielsens berømte udbrud. "Vi har sejret ad helvede til … godt!" - Det er samme problemstilling.

Fagbevægelsens gentagne død og reinkarnation.

* 1. død: opgivelsen i 1890’erne af den revolutionære kamp for en anden samfundsform, det socialistiske samfund.
Død som revolutionær bevægelse, reinkarneret som reformistisk bevægelse, stadigvæk med det socialistiske samfund som mål.

 * 2. død: opspillet til og deltagelsen i 1. Verdenskrig; arbejderne accepterede (stort set) at være patrioter frem for proletarer.
Død som international bevægelse, reinkarneret som nationale bevægelser.

* 3. død: deltagelse i regeringsmagt (via socialdemokratiske partier). Stående med ansvaret for samfundshelheden og dermed ansvaret for at have en faktisk fungerende økonomi, kan fagbevægelsen ikke bare gennemføre den store reform.
Død som helhedsreform-bevægelse, reinkarneret som partsinteresse-organisation.

* 4. død: den praktiserede, men ikke erklærede korporativisme (“3-partsforhandlinger”); opgivelsen af lønkampen i 1980’erne.
Død som kamporganisation, modstander til arbejdsgivere, reinkarneret som samarbejdsorganisation.

* Fagbevægelsen(s 4. reinkarnation - det er os!) vender ryggen til de arbejdsløse og underklassen, investerer via pensionskasserne og aftager produkter af underbetalt og undertrykt arbejdskraft, bl.a. børnearbejde, i “u-lande”.
* Fagbevægelsen(s  4. reink.) som et professionaliseret, halvstatsligt, over-bureaukratiseret udlejningsbureau for kvalificeret arbejdskraft. Et firma (blandt andre firmaer), der sælger indflydelse. “Medlemmerne” som kunder - der kan gå et andet sted hen, hvis de kan få varen bedre og billigere dér.

* Hvad er en lønmodtagers væsentligste interesse i dag? - At beholde sit job. Den interesse forsvarer man logisk nok ved at kæmpe for sit firmas konkurrencedygtighed.

Fagbevægelsen havde én, stor, samlende opgave: at sikre arbejdere bedre løn- og arbejdsvilkår. Tålelige vilkår. I det større perspektiv: at sikre et godt samfund for alle! At sikre demokrati.

Den kunne afgrænse en gruppe ret klart: arbejdere, lønmodtagere.

Den havde en klar modstander: arbejdsgiverne, de politiske partier, der talte arbejdsgivernes sag.Kort sagt, med et moderne udtryk: Den havde et projekt.
Der har ikke siden dets vellykkede (?) gennemførelse været noget lignende, samlet og samlende projekt for så stor og stærk en gruppe i Danmark!

Thomas Nielsen: “Vi har sejret ad helvede til - godt!”
Sådan et projekt vokser ind i bevidstheden hos de, der “bærer” det, så det bliver et ubevidst, selvfølgeligt perspektiv på snart sagt alting: en forud-sætning. Dermed giver det mening til alle disse ting. Det bliver også til en moral, fordi det udmønter sig i en række normer og “værdier”, der “synker ned“ i bevidstheden og fæstner sig som selvfølgelige.

Når sådan en opgave, et sådant samlende, overordnet perspektiv langsomt forsvinder, efterlader det de involverede i en karakteristisk vanskelighed: De kan ikke rigtigt forstå, hvad der sker omkring dem, og de ser det som forfald, et moralsk forfald.

Fagbevægelsen og “ungdomsoprøret”: Man kan se “ungdomsoprøret” som det sidste forsøg på at opretholde fagbevægelsens oprindelige målsætning som fælles projekt. - Forsøget kom for sent: fagbevægelsen havde for længst opgivet målsætningen og vendte sig mod de unge; samfundsudviklingen havde for længst lagt grunden til den individualisme, der endegyldigt opløste projektet.

Man må derfor sige det anderledes, med Hegel: Den store diskussion om det store fælles projekt kom, fordi det var ved at være for sent: fordi det fornemmedes, at nu var en lang række ting problematiske, der før havde været selvfølgelige. Som Hegel sagde: Minervas ugle flyver i skumringen. - Minervas ugle er klogskaben. Oversat fra billedsprog, står der: Klog på en samfundsform bliver man først, når man ser den forsvinde - fordi “den” bliver taget for selvfølgelig, mens den fungerer. Sundhed opdager man først betydningen af, når man bliver syg, og den muskel gør ondt, som man selvfølgeligt ellers bare bruger.

På samme måde diskuterer vi i dag etik så meget, fordi etik ikke længere er nogen given sag - og måske dybest set netop ikke kan klare de opgaver, vi står i. Vi diskuterer velfærdssamfund, fordi det er under afvikling. Vi snakker meget om, at der skal være plads til alle - fordi der ikke er det.

Afviklingen af laugsvæsenet i 1830-40’ernes Tyskland: Det ligner. I 1848 var laugene et af tre hovedelementer i oprøret (de to andre var (land)arbejderne og liberalisterne (de nye (industri)herrer). I 1860’erne konstaterer Bismarck, at laug’ene er forsvundet! - Hamerow: Restauration, Revolution, Reformation, 1962 (?; efter hukommelsen.)

Sartres lille model for organisationers liv og død. De starter som spontan aktion, spontant fællesforståelse ud fra fælles vilkår; men så bliver de til organisation og til sidst institution, hvor mennesker blot er faste størrelser, der er til for organisationens eller institutionens skyld og ikke omvendt. Så er tiden moden til at afgå ved døden - ved at medlemmerne blot spontant forlader institutionen … Tænk på “Øst”europas endeligt i slutningen af 1980′erne.

Solidaritet er en re-aktion på en fjendtlig omverden. Bindestregen er sat der med vilje. Det er typisk de små og svages måde at forsvare sig mod overmagten på. Det passede fint på fagbevægelsen engang. Nu passer det ikke så fint.

Def.: Her betyder solidaritet, at man i handling stiller sig selv på linje med de svage. (Man kan prøve at se billedet for dig: stiller sig ind i linjen med …!) Giver sig selv samme vilkår ved at give til de svage og dermed evt svække sig selv og styrke fællesskabet. Det drejer sig altså ikke om erklæringer blot!

Man kan sige, at der findes en formel solidaritet (kompagnoner i et firma f.eks.) og en moralsk solidaritet (et langt mere dybtgående forhold, f.eks. i politiske bevægelser).
Fagbevægelsen selv har i årtier sagt, at der ikke var tale om (antagonistiske, uovervindelige) modsætninger i den samfundsform, vi lever i. Altså skulle der ikke være brug for solidaritet, men for samarbejde. Og den linje har så sejret i fagbevægelsen - i takt med, at den er blevet en interesseorganisation for de pænt velfungerende. Men i praksis står det klart, at der er skrigende behov for solidaritet - nemlig med dem, der er blevet sat uden for “arbejdsmarkedet”. Der står til stadighed voldsomme kampe om de sociale og økonomiske livsvilkår.

Den sociale lagdeling - (i de rige lande!):

Den nye type underklasse: filtreret for en god del talent gennem uddannelsessystemet. Udskilt af arbejdsmarkedet. En minoritet. Og uden anden beskyttelse end “de andres” politiske (vel)vilje: discountordninger - som svækkes med nationalstatens svækkelse.
De uddannede og ansatte: Den lavere middelklasse, der udgør den store masse af samfundets produktive befolkning.

De højtuddannede: meget vigtige, meget værdifulde; meget vellønnede; meget fleksible; internationale i perspektiv og fremtidsudsigter; meget individualistiske.
De “gode”, gamle stinkende rige: stadigvæk de mest magtfulde.

Den globale “klassedeling”: Måske havde Marx mere ret, end vi vil la’ ham ha’. Vi er i gang med dannelsen af en global arbejderklasse, grundigt udbyttet. Af hvem da? Ikke bare af “os”, den rige verden, men lige så meget af deres egne lokale ejere, og det ofte på den mest kyniske vis. Forklædt som fattige.

Fremtiden: Den nye middelalder? - Nationalstaternes afvikling. De store virksomheder som økonomisk og socialt - og dermed politisk - toneangivende. De ansattes primære tilknytning til og afhængighed af den internationale koncern - svarende til afhængigheden i middelalderen af kongen, fyrsten, godsejeren.

EU-bygningerne som vor tids slotte, hjemsteder for fyrstehoffer søgt af - blandt andre! - alskens lykkejægere, svindlere, opportunister og magtbegærlige typer, fordi det er der, magten, æren og rigdommen er i dag.

Virksomhedernes sociale ansvar - et lærestykke. Mads Øvlisen fra Novo Nordisk, 1997: Det gælder deres egne - fordi de er værdifulde for virksomheden - fordi virksomheden kan gøre nogle ting hurtigere og bedre end det offentlige - og kun for så vidt virksomheden har råd til det. - Det gælder aldeles ikke “posedamerne”.

Sagt med andre ord: hvis staten vil føre socialpolitik for statens penge gennem virksomhederne, og det passer med virksomhedernes interesser, så værs’go.

Fagbevægelsen var og er også et pampervælde og et vennenetværk, der ikke har (haft) motivation, grund og kræfter til at rydde op i eget hus. “Fagforsteningen”.

Nepotismen og pamperiet er der “gode” grunde til - det bliver de bare ikke bedre af. Klient-systemet er helt almindeligt i snart sagt hele verden. Det afgørende er, at demokratiet netop skulle være et brud med det: åbningen af samfundets institutioner for alle motiverede og kompetente.

Fagbevægelsen og forståelsen af samfundsudviklingen.

Den har været hæmmet af en vis naivitet i forståelsen af samfundets udviklingstendenser. Den har delvis været selvforskyldt. Fagbevægelsen havde altid et skeptisk forhold til marxistisk venstrefløj og til kritiske intellektuelle - og kritiske intellektuelle et tvetydigt forhold til fagbevægelsen og Socialdemokratiet.

Demokrati - dets livsstrømme og hindringer.

Demokrati, at et folk styrer sig selv, er praktiseret respekt for andre mennesker som ligeværdige, omsat til styreform.

(Det betyder, at demokrati kan virkeliggøres gennem flere forskellige styreformer. Det er altså ikke bundet til f. eks. parlamentarisk demokrati. Det igen er ikke nogen indrømmelse til skindemokratier som de "folkedemokratiske" republikker oprettet i Østeuropa af Sovjetunionen efter 2. verdenskrig. De var dækkede diktaturer. - Men det betyder, at man ikke så meget skal se efter det politiske system som efter de centrale hensyn eller værdier: frihed, åbenhed, medindflydelse, magtbegrænsning, retssamfund, …)

Demokratiets livskilder er bl.a. følgende:
1. Frihed (individuelle frihedsrettigheder).
2. Lighed i styrke og ressourcer.
3. Gensidig respekt.
4. Åbenhed.
5. Velvilje over for den fælles sag; moralsk engagement.

Svarende til hver af dem er der imidlertid i vores samfundsform en modvirkende faktor:
1. Privat ejendomsret. 
2. Uligheder (i bl.a. indkomst og formue).
3. Adskillelse; foragt som gruppeidentitet.
4. Lukkethed.
5. Ligegyldighed. Individualisme.

(Nogle af) sejrens konsekvenser:
Når der står 17 mennesker og ser på, at én bliver overfaldet, tænker de alle 17: “Hvis jeg blander mig, bliver jeg den eneste, der blander mig - og så går det bare ud over mig også. Det må jeg hellere la’ være med. - Og han er nok også selv ude om det!”

Man kan også formulere sagen (samme sag?) mere fredeligt: Hjælpsomheden går i vidt omfang fløjten, i og med en række ting bliver almindelige; bliver standard. Hvis en bil går i stå på en vej, kører de andre forbi, fordi de synes, manden selv er skyld i det: Han må holde sin bil i orden, lige som de selv må, men det har han åbenbart ikke gidet. Hvorfor skal det så gå ud over mig, der holder min bil i orden og nu er på vej til mit mål til min tid? En standset bil er ikke længere noget ekstraordinært, en halv ulykke, der påkalder sig solidaritet. Det er en tildragelse, der formentligt skyldes dovenskab eller ligegyldighed, og det har andre ikke nogen moralsk forpligtelse til at kompensere for.

Dertil kommer en betragtning, der også hører til under det følgende lille afsnit “Stene for brød”: Vi har opbygget en serviceordning for mennesker, der kommer i vanskeligheder med deres bil. Den må han jo benytte sig af. Hvis han er så dum ikke at abonnere på Falck, så er han f…… også selv ude om det. Og hvis han ikke har en mobiltelefon, ja så må han jo gå, til han finder en telefon.
Sidste betragtning er, at de ovenstående jo mer eller mindre fungerer som undskyldninger. Den dårlige samvittighed, når vi kører forbi, er vel ikke helt udraderet i os alle.

Annas historie, s. 33 i Søren Mørch: Den sidste Danmarkshistorie, 1996. (Tante Anna bliver af sin tillidsmand (!) hjulpet til at få så mange penge som muligt ud af de offentlige ordninger i sine sidste arbejdsår.) Pointe: “Velfærdsstaten” startede som en hjælp til de svage, og i dag er “den” en kasse, alle, inklusive de trygt økonomisk funderede, fornuftigvis stikker snabelen i. - Så er tiden for længst inde til forandringer.
Og onkels Julius, tante Annas mand, opfatter det som en krænkelse at blive indkaldt af det offentlige til samtale, da han skal have den alderspension, han selv ser som sin simple ret. “De”, det offentlige, vil blande sig i hans liv! “Tante Anna har lovet at gå med derhen, for at de ligesom kan stå sammen i ulykken” som det hedder hos Mørch!

Hvorfor lige mig?!!!
Forholdet mellem individuel frihed, samfundssystem og moral.
* Individualismens logik - individualismens moral - bliver dominerende.

En individualistisk opfattet frihed fremtvinger en overindividuel magt (en statsmagt), der skal tvinge alle enkelte til at gøre det, de egentlig alle gerne vil have, men som har en omkostning for hver enkelt, og som derfor ikke bliver gjort, før der er garanti for, at alle gør det - og så sker det under tvang.
* Aristoteles: de gamle ord, der stadig gælder. Der er forskel på at gøre tingene af tvang (“udefra” motiveret), og at gøre dem ud fra eget ønske (“indefra” motiveret).

Vi kan komme et stykke vej med regler - men ikke hele vejen igennem. Uden moral - og et miljø, hvori moralsk engagement kan leve - går det ikke. Se bare på Steen (fra Steen & Stoffer).
* Stene for brød. I stedet for de moralske, “menneskelige” forhold til hinanden, træder formelle relationer, institutioners serviceydelser.

Vi har generelt hyldet fænomenet som en stadig styrkelse af den individuelle frihed!  En frihed fra de andres mulighed for at blande sig i vores (private?) liv. (Det fortæller jo bl.a. historien om, hvor meget de sociale bånd i et tæt fungerende samfund snærer.) Nu får vi i stigende grad anledning til at beklage fænomenet som en svækkelse af det sociale netværk.

* Det politiske er under afvikling, det økonomiske dominerer. - Der findes ikke og kan ikke findes en global, politisk styring af et (økonomisk) system, hvis væsentligste element er fri konkurrence. Altså droppes projektet. I stedet træder befolkningernes accept af økonomien som styrende. - I Europa laver vi først en fælles mønt og en fælles bank, så evt et politisk grundlag for den! Ude i verden er det Verdensbanken og IMF, der er i front - sammen med de rigtigt store staters politiske ledelser, ja; eller er der kun én? Og hvad har den på programmet? - Frihandel! Det vil sige: Ikke rigtig frihandel selvfølgelig, men erklæringen om den, når denne erklæring kan bruges til at åbne markeder. Og ellers business as usual, det vil sige beskyttelse af egne interesser. Er det nødvendigt at minde om landbrugsstøtte og stålproduktion?

Det offentliges fremtid. Serviceleverandør på et mere og mere “frit” og konkurrencebetonet marked. Amterne er afviklet og kommunerne sammenlagt til størrelser, der kan “bære” at være effektive. Dermed er der kommet mere og mere pres på lederne, eftersom offentlig lederrekruttering i vidt omfang har været en katastrofe (som må ses i sammenhæng med organisationsindflydelse og politisk nepotisme).

Vi er tilbøjelige til først at tale om de vigtige ting, når det er for sent at gøre noget ved dem. Mit forslag er at starte nu.