Arbejde * lønarbejde * livet * livskvalitet * tid *  frihed * styring * formål * sammenhængskraft * slaveri * moral * etik

Arbejdsmiljø, samfundsform og meningsfuldhed 

Trykt i Arbejdsmiljø i søgelyset, red. af Pia Fris Jensen, udg. af Arbejdsmiljøfondet og Arbejdstilsynet 1993.

Keld Brikner:

Det hule menneske

 

Forestil dig engang, at arbejdet ikke var der. - Ikke noget med at stå op om morgenen og gå på arbejde, ekspedere kunder, malke køer - eller slagte dem - tømme skraldespande eller hvad dit arbejde nu består i, hvis du har et. Ikke noget med at være arbejdsløs, hvis du er det. Nu er alle bare - løse.

. . .

     Huskede du at forestille dig, at alle resultaterne af arbejdet heller ikke var der: Huse og veje, tøj, mad, bøger og læsere? - At dit eget arbejde med at tænke over sagen ikke var der?

. . .

     Arbejdet er ikke sådan at komme af med. Man kan ikke engang tænke det væk. Det er allestedsnærværende, hvor mennesker er, historisk og geografisk. Alle samfund arbejder; men det er ikke alle i et samfund, der arbejder - ikke med produktion af noget livsnødvendigt i hvert fald.

     Samfund adskiller sig ved måden, de fordeler og organiserer arbejdet - og dermed ved den betydning, arbejdet får.

Uret

Aksel Sandemose lader i En flygtning krydser sit spor Espen Arnakke fra Jante fortælle. Som 17-årig arbejdede Espen i en tømmerlejr på Newfoundland. Året var 1916. Sammen med en 26-årige John Wakefield skulle han lægge tømmerstokke til rette til at blive styrtet i floden til foråret. De skulle holde trit med kuskene, der kom med stokkene, og kuskene var på akkord! Der var arbejde til fire og de sled sig halvt ihjel.

     "Han havde et ur. Det havde jeg ikke. Når det blev ud på eftermiddagen, og slaverne længtes efter fyraften, ville han ikke fortælle mig, hvad klokken var. Hvad det betød, forlanger jeg ikke, du skal forstå. Spørg en lønarbejder."

    Sådan opleves det, der kan beskrives som lønarbejde, når det er værst. Du har solgt retten til at bruge din arbejdskraft til en anden, og du kan ikke selv styre brugen af den. Det betyder jo, at du ikke kan styre dit eget liv, så længe du bliver inden for rammerne af aftalen. Dit liv bliver et middel for andre menneskers formål.

     Det giver nærmest ikke mening for dig at orientere dig i dit eget liv, for det er ikke dig, der styrer det. Du har alligevel ikke indflydelse på, hvad der skal ske i det.  Alt det med at søge at forstå, hvad der foregår, vurdere om det er godt eller skidt, træffe beslutning om, hvad du skal gøre med dit liv, kan du godt glemme. Der er ikke brug for det. Dine værdier, følelser, ønsker, din vilje, alt der kan du bruge på det formål, din arbejdskraft bliver brugt på - men ikke på dit eget liv.

     Tilbage er der kun én dimension at holde sig til: tiden. Dit salg af din arbejdskraft er tidsbegrænset. Den eneste "vurdering af situationen", der giver mening, den eneste viden, du har brug for, den viden, der angår dit centrale livsanliggende, nemlig friheden, der er, hvor lang tid, der er tilbage. - Det er denne livsvigtige viden, John Wakefield har og ikke vil lade Espen få. - Det får hadet til at vokse, lige til Espen myrder ham og tager uret - blot for at smide det i havet.

     Det skal retfærdigvis siges, at det mord ikke bare skyldes det med uret - eller kæresten, John stjal fra Espen og behandlede ilde. Hele bogen fortæller om den Jantelov, der er baggrunden for mordet. Den er de undertryktes måde at holde hinanden i undertrykkelse på.

     Undertrykt af hvad? - Bogen siger ikke et ord om det. Undertrykkelsen er der bare. Den har udhulet mennesker evne til at komme hinanden åbent og forstående i møde, indgå i konstruktivt fællesskab, være glade sammen for det, der nås. Inde i hulrummet er i stedet installeret et automatisk maskingevær, på hvis patroner Janteloven står indridset: Du skal ikke tro, du er noget!

To slags arbejde

"Arbejde og arbejde er to ting, nemlig det man gør for lønnens skyld, og det man gør for arbejdets skyld", siger Sandemose i umiddelbar forlængelse af det tidligere citat. Og han ryster på hovedet over den gamle Georg Brandes, der harcelerer over, at arbejdere kan finde det for meget med 8 times arbejdsdag, når han, Brandes, har 16 timers arbejde hver dag. "Det gik ikke op for den rasende gamle mand, at hans 16 arbejdstimer var 16 fritimer, og at arbejderen først må trælle i 8 timer, før han kan begynde på det arbejde, han synes om, og som han gør for arbejdets egen skyld, i sin såkaldte fritid."

     Sandemose skrev i 1930, og han havde Nykøbing Mors før verdenskrigen som model for Jante. Meget har ændret sig siden; men har lønarbejdet også? - Det hævdes ofte. Der tales ikke gerne om lønarbejde overhovedet, endsige om arbejdere. Der tales om lønmodtagere som "B" side og arbejdsgivere som "A" side på virksomheden. Men spørger man de ansatte i banker og sparekasser, hvorfor de går på arbejde, så siger 80 % af dem, at det gør de primært for at få lønnen. 

Lønarbejdet i det borgerlige samfund siges historisk at have afløst hoveriarbejdet i det feudale samfund, der igen afløsfe slaveriarbejdet. Men jeg har da haft den forbløffende oplevelse at møde en helt anden opfattelse fra et menneske med et livs erfaring fra arbejdspladser, både egne og andres, hvis arbejdsmiljø han havde fagligt kendskab til. Hen mente - helt seriøst - at slaveriet stadigvæk findes på danske arbejdspladser! Mit forsøg på mildt belærende at fremholde de nævnte hovedetaper i samfundsformernes historiske udvikling blev mødt med overbærende tålmodighed: Alt det dér havde han hørt, folk siger så meget, men realiteten var altså … Det er ikke alt det, der skinner, der er guld. Og det er ikke alt det, folk siger, der er hold i. Mildere er vi blevet på mange måder, og Lønmodtagernes Dyrtidsfond ejer en masse aktier; men lønarbejdet - det har vi stadig.

Det hule menneske

Den tid er forbi i vores del af verden, hvor man blev hulkindet af arbejdet. Man kan såmænd blive så rund om kinden af at sidde på sin pind og bag sit rat, at det er helt helbredstruende.

     Men en anden hulhed er vi ikke kommet af med. Den sidder i hvert enkelt menneske centralt inde omkring hjertet og rygraden, og i samfundet sidder den dér, hvor sammenhængskraften skulle være.

     Når man har solgt retten til at bruge sin arbejdskraft, har man også solgt retten til at vurdere, hvad den i videre perspektiv bliver brugt til. Så er det, livet let begynder at flagre løst omkring én. Hvis der er en kærne i menneskelivet, noget der får livet til at hænge sammen, så er det bestræbelsen på at bruge livet til noget; en mulighed, der ligger i, at livet kan bruges til noget. Den kaldes friheden.

     Livet er ikke noget, der lever sig af sig selv. Det skal leves af mennesker - individuelt og kollektivt. Det sker gennem arbejde, og det sker gennem valg. De to ting hænger sammen: Vi ser på arbejdets resultater og vurderer, om de bringer os henad, hvor vi ville eller ej - og så vælger vi kurs på ny.

     Hvad livet og dermed arbejdet skal bruges til er åbent. Opgaven består netop i at finde ud af det, vurdere muligheder i forhold til hinanden, træffe valg - ikke bare for sig selv, men i fællesskab med andre mennesker.

     Opgaver er der nok af; først og fremmest det at forme samfundet til et egnet redskab for denne type bevidst løsning af opgaver.

     Der ligger arbejde i det, hvordan man end vender og drejer det. At bruge livet til noget er et stykke arbejde. Arbejdet bliver et af de afgørende midler til at nå de mål, vi sætter os.

     Hvis man ingen mål sætter sig, hvis man ikke tager del i den fælles bestræbelse på at virkeliggøre målsætninger, man selv forstår og styrer sin indsats efter, så har man tømt sig selv og samfundet for indhold. Man er blevet hul.

     Denne opstilling af formål skal ske i lyset af et afgørende hensyn: nemlig til, at vi alle skal få noget godt ud af livet. Det er et moralsk hensyn. Vi kan ikke forsvare over for andre mennesker at gøre hvad som helst - eller lade være med hvad som helst. Vi står med et ansvar for dem. Der er ikke andre til at sørge for det gode liv end os selv. Vi må se billedligt talt at blive samfundsmæssigt voksne. Der er ingen far eller mor, der kommer og knapper vores bukser, som Sandemose skriver et andet sted.

Førerløse skibe i natten

Det må siges at være en hulhed, der er alvorlig. Det er styringen, vi har opgivet. Og det gælder alle, ikke bare lønarbejderne, men også dem, der køber deres arbejdskraft. De er nemlig bundet til først og fremmest at sørge for, at den forretning at ansætte dem bliver rentabel. Om der kommer noget godt for mennesker ud af alt arbejdet, det spørgsmål har de ikke "råd" til at tage stilling til; ikke så det får konsekvenser for arbejdet i hvert fald, men måske nok privat. Hvilket netop betyder det, der ligger uden for forretningerne.

     Det viser sig, at der slet ikke er nogen, der tager stilling til det dér med det moralske, formålene, det gode liv. Vi arbejder bare, i et system, vi uden tanke og følelse bliver ved med at fortælle hinanden er nødvendigt.

     Nogle ræsonnerer som så. At hvis det er nødvendigt og man ikke kan gøre noget ved det, så er det ikke engang umagen værd at forsøge at forstå det. Og så er de hurtige til at beslutte, at der ikke kan gøres noget ved vilkårene. Så sænker mørket sig, perspektiverne og horisonterne forsvinder.

     Så har vi for alvor med førerløse skibe på mørkt hav at gøre. De driver for vind og vejr og er viljeløse ofre for de understrømme, der griber dem. - Hvor kommer strømmene fra? Hvad giver dem retning og kraft? - Det er der andre, der ikke kan dy sig for at blive ved med at gøre sig tanker om.

     Hvad er så arbejdets betydning? - Ja, det ved vi netop ikke! Hvad betyder det så, selve det at vi ikke ved, hvad arbejdets betydning er? - Det betyder, at vi ikke søger at styre og bruge vore kræfter, os selv, efter vore egne formål.

     Arbejdet skulle bruges kollektivt af os som middel til at udføre kollektive handlinger. Gjorde vi det, ville vi vide, hvad arbejdets var, nemlig at være et middel til at nå de mål, vi har sat os. Vi ville kunne vurdere indsatsen i forhold til målet. Når vi ikke ved det, er det fordi der ikke er sådan nogle mål.

     Vi lader vores arbejdskraft fuse ud i hvad som helst, der ser ud til at kunne tjenes penge på, individuelt og kollektivt. Uden sans for menneskelige værdier.

Hvad kommer det til at betyde for os, at vi arbejder, og at vi arbejder sådan her, laver lige det her? - Vi aner det ikke. - Derfor bliver vi hule. Dér hvor vores holdninger til den afgørende sag skulle dannes, dér er ingenting. Der skulle være resultatet at se på, så vi kunne vurdere det i forhold til mål og værdier. Der er ingenting. Og så opgiver vi selvfølgelig at gøre det. Vi opgiver at tage vore egne liv alvorligt.

     Så lever vi dem som hule skaller, der skal fyldes noget andet i: underholdning, oplevelser, berømmelse … endog arbejde kan fylde tomrummet ud.

Det hule menneskes perspektiv(løshed)

 For nogle mennesker koger sagen ind til en lille, tør klump af en betragtning: Arbejdet, det er jobbet. Arbejdets betydning er derfor jobbets betydning. Og den er jo selvfølgelig at få en løn at leve af.

     Arbejdet er altså et rent middel til at leve livet. Livet ligger uden for arbejdet.

     Men arbejdet fylder jo kolossalt i livet. Det betyder bare ikke noget - og derfor bliver der hult i livet, hvor arbejdet skulle have givet mening.

     Når mennesker er afskåret fra at styre deres liv efter egne, menneskelige mål og sættes i den situation at måtte tage det arbejde, der er at få, for at få arbejde, så er der ikke nogen værdi, noget formål at holde spørgsmålet op mod: Skal jeg bidragetil dette projekt, til dette produkt? Spørgsmålet rejser sig ikke, mennesker rejser ikke spørgsmålet, for dets besvarelse har ikke udsigt til at få konsekvenser - ud over på det private plan.

     Du kan godt lade være, hvis du har moralske kvababbelser; men så er der bare en anden, der tager jobbet. Så det gør ingen forskel! - Dit liv, dine beslutninger, gør ingen forskel; betyder intet. Det eneste, der betyder noget er, at du leverer din arbejdskraft. - Til hvad? Til frembringelse af noget, ingen forstå eller har styr på. Og det skal være effektivt, arbejdet.

Hva’ med at fjerne arbejdsløsheden?

Arbejdet er kollektivt. Menneskelivet er kollektivt. Vi er alle afhængige af hinanden; de sociale funktioner, vi hver især har, passer ind i hinanden.

     Derfor henter vi ofte vores såkaldte identitet gennem arbejdet. Det er ikke bare, fordi det anerkendes og giver status. Det er bl. a. fordi det kan forventes forstået af andre. Alle ved, der skal arbejdes for at opretholde et samfund. Vi præsenterer os med den funktion, vi nu hver især har i denne opretholdelse.

     Derfor er det hårdt at være arbejdsløs, når man gerne vil bidrage til fællesskabets og sin egen opretholdelse frem for blot at få fra de andre; bidrage til det arbejde i og for fællesskabet, man ved er nødvendigt.

     Men formålet med dette samvirke? Det er der ingen, der kender. Ikke fordi vi er dumme og ikke kan finde ud af det, men fordi der ikke er noget.

     Lammelsen af den moralske livsnerve rummer også forklaringen på, at vi ikke kan "løse" problemet med arbejdsløsheden - som jo har klare konsekvenser for arbejdsmiljøet. Hule mennesker tager jo ikke deres eget og kollegers liv og helbred alvorligt, og frygten for at miste jobbet gnaver deres moralske rygrad tynd og bøjelig.

     Det står klart, at der ikke er nogen teknisk, økonomisk løsning på problemet. Og der er heller ikke nogen udsigter til noget, der ligner et økonomisk opsving, der kan opsuge al arbejdskraft på de betingelser, vi nu beskæftiger den på. Hvad er der så tilbage af muligheder?

     Det hule menneske ser ingen muligheder. Men billedet er jo lige omvendt: Situationen fortæller os klart, at der kun er én vej: gennem en beslutning om at fjerne arbejdsløsheden og tage konsekvenserne af vores handling! - Sådan er rigtigt menneskeliv. Det er handling. Livet er ikke og skal ikke være noget, der leves efter en opskrift. Det er handling besluttet i usikkerhed og med beredvillighed til at tage konsekvenserne, styret af bestemte værdier og hensyn.

     Vi må beslutte fordeling af arbejdet; vi må beslutte tilpasning af løn- og indkomstforhold for alle. Vores samfundssystem vil sikkert måtte ændre sig - på måder, vi ikke kan forudse. Det må vi tage med, sammen med masser af andre ting, der sker. Fast i det hele skal blot stå, at vi går gennem denne proces i fællesskab og i solidaritet

     Over for de problemer, vi møder, vælger vi ikke "løsninger", der afleverer Sorte-Per hos afgrænsede grupper i vores eget samfund. Vi vælger heller ikke "løsninger", der sender Sorte-Per langt væk til andre, heller ikke når det sker gennem 7 led, der gør det næsten usynligt for almindelige mennesker.

     Så kan vi blive hele mennesker i fællesskab.

     Men vi mangler den moralske beslutningskraft til at gøre det. Vi mangler sammenhængskraften. Vi er hule dér, hvor den skulle sidde.


- - -o0o- - -