Folkeskole * opgivet * død * individualisme * fagbevægelse * folkelige * demokratisk kultur * succes * udskilt * bunden

SKOLE

Trykt i Frie Grundskoler, nr. 17 2004

Keld Brikner: 

Hvorfor blev Folkeskolen opgivet?

Der er ikke længere noget folk til at ville én skole. Der er et individualistisk ræs om at få succes i toppen og at undgå at blive udskilt i bunden.

De frie grundskoler opfatter sig som alternativer. Der må være noget at være alternativer til. Det er Folkeskolen. De frie grundskoler er frie - fra statsstyring. Hvad så når Folkeskolen og statsstyringen ikke er der mere?

Hvad var det der skabte og opretholdt Folkeskolen?

Det var jo, at der var ét folk der havde brug for én skole. Men denne enhed var en koalition af kræfter: En fagbevægelse, hvis medlemmers børn først af alle stod til at få gavn af uddannelse; et erhvervsliv, der havde brug for uddannet arbejdskraft i overgang fra landbrugssamfund til industrisamfund; nogle folkelige oplysningsbevægelser, der på kristen baggrund holdt en kulturel dimension åben, der insisterede på åndsfrihed, åbenhed og demokrati.

Der er ikke længere noget folk til at ville én skole. Der er et individualistisk ræs om at få succes i toppen og at undgå at blive udskilt i bunden.

Der er ikke længere tiltro til hele den bærende og selvfølgelige tanke fra fagbevægelsen: Et godt samfund for alle - "alle, der vil Danmark for folket", som omkvædet er på Oskar Hansens sang fra 1934, skrevet til Socialdemokratiets vedtagelse af programmet "Danmark for folket" samme år.

Der er ikke længere en national industri, der har brug for et hjemmemarked som basis for eksport. Der er et globaliseret erhvervsliv, der til danske lønninger kun kan bruge velkvalificeret arbejdskraft. Dér gik bunden ud af systemet.

Der er ikke længere nogen fagbevægelse. Den er gennem det 20. århundrede gentagne gange afgået ved døden og reinkarneret. Det vil på mere ligefremt dansk sig,e at den har skiftet karakter og funktion - grundlæggende. Den er færdig med at være indehaver af en hovedrolle på den store politiske scene. Nu lever den i et samarbejde med erhvervslivet, i et fortvivlet forsøg på at sikre danske arbejdspladser - på erhvervslivets betingelser.

Der er ikke længere de livskraftige folkelige oplysningsbevægelser, der var engang. Nu er der bare en masse snak om Grundtvig.

Folkeskolen var et helt centralt element i kampen for et demokratisk samfund, en demokratisk kultur (altså mere end "blot" frie valg og parlamentarisme, nemlig et åbent samfund med lige respekt for alle og en høj grad af social retfærdighed). Der er ikke længere mange, der kæmper for demokrati. Det tages for givet. Hvad det aldrig, aldrig, er. Så snart det tages for givet, er det under svækkelse.

"Folkeskolen" er der selvfølgelig stadigvæk - navnet, altså, og al juraen ligesom illusionen om den og om at ha’ styr på den fra Folketing og ministerium. Der udsendes gjaldende kommandoer om differentieret undervisning, elevens ansvar for egen læring, respekt for demokrati (mens eleverne lærer hinanden hakkeorden) - selv en kanon gøres klar, alt sammen uden væsentlig betydning for skudens retning. Den driver med strømmen og har retning mod markedet.

Snart vil der blive stille. Dette beskæftigelsesprojekt for politikere og embedsmænd bliver afviklet og skoleuddannelse vil blive fri for statsstyring. Dér har de frie grundskoler været i mange år. De vil ikke længere være alternativer undtagen til hinanden; de vil med deres mangfoldighed være i hovedstrømmen. Deres erfaringer vil blive efterspurgte. Men behovene for præcisering af, hvad hver enkelt skole står for, og hvilken kvalitet den kan præstere, vil øges. Ansvaret stiger når man står mere alene med det.