Holdning * læring * læringsmiljø * elev * kvalitet * forældre

SKOLE 

Trykt i Frie Grundskoler, 6, 26. april 2001, bagside-kommentar.

Er ‘hjem’  éntal eller flertal?

Skolen må åbne op for de kvalitetsbevidste forældres kollektive styrke og gå i samarbejde med dem

I skole-terminologien kaldes det “skole-hjem-samarbejde”. Står “hjem” her i éntal eller flertal? - Tja . .. Skolen foretrækker at tage hjemmene et af gangen. Idealet er, at hjemmet bakker op om det, skolen foretager sig - ligesom det læger forstår ved tværfagligt samarbejde: det er når de andre faggrupper gør, hvad lægerne siger.
     Set i det lys er det store problem de hjem, der sender børnene i skole med helt andre holdninger end dem, der bidrager til et godt læringsmiljø: børn, der støttes hjemmefra i bare at hævde sig, slå fra sig, hvis der “er noget”; børn der hjemmefra udstyres med osende fremmedhad! - Det vil meget ofte være familier, skolen ikke kan komme i kontakt med, når den har brug for det.
     Skolen bliver fanget i det væv af smukke erklæringer, den omgiver sig med: Den skal bl.a. lære eleverne respekt for menings- og ytringsfrihed. Altså skal eleven støttes i at måtte mene alt det gloende fremmedhadske - men samtidig forhindres i at være diskriminerende og fremmedhadsk i praksis. Er der nogen, der gerne vil have opgaven?
     Den kan indlysende nok ikke løses. Læreren kører på de sammenstødende hensyns jernbanelinie - og den er étsporet. Hun skal sørge for et godt læringsmiljø og hun skal værne om det problematiske barns rettigheder og dets families privatliv.
     I den situation må skolen have styrke til først og fremmest at sætte kravene om et godt læringsmiljø igennem. Dertil har skolen brug for støtter. Forældrene byder sig til: de forældre, der netop kvalitetsbevidst kræver et godt læringsmiljø til deres børn: mobningsfrit, trygt, udfordrende, hvad der nu hører til. De forældre, der netop i disse år gør sig mere og mere gældende, og som i et vist omfang kommer til at tage sig ud som pressionsgrupper mod skolen. - Nu er spørgsmålet bare, om skolen vil samarbejde med dem. Forældrene bliver ikke svagere og ikke mindre krævende i årene fremover!
     Det kan ske ved, at klasselæreren orienterer forældrene kollektivt om, hvad der er de reelle funktionsproblemer i klassen. Dynamikken i en gruppe som en skoleklasse er enorm og af enorm betydning for læringsmiljøet. Det enkelte forældrepar kan kun se en flig af den og er dermed ude af stand til at forholde sig til den. En kollektiv orientering er ikke bare en betydelig udvidelse af den information, en skole i dag typisk giver forældrene; det er en åbning for et principielt anderledes samarbejde mellem skole og hjem. Nu inviteres forældrene nemlig til at forholde sig til klassefunktionen og dens eventuelle problemer.
     To hellige køer spærrer vejen: hensynet til familiernes privatliv og hensynet til lærerens værdighed som den, der kan og skal klare det selv. - Dertil kommer angsten for at lukke op for kræfter, der ikke kan styres, og mange forældres uvilje mod at blive involveret i holdningsdiskussioner med andre forældre.
     Hvert af disse hensyn må tages ganske alvorligt og fortjener sin dyberegående diskussion. Det er pladsen blot ikke til her. Men det drejer sig om hensynet til børnene over for en række hensyn til de voksne. Længe nok, alt for længe har hensynet til børnene måttet nøjes med at finde støtte i balkonerklæringer, mens realiteterne gik dem imod. Forældrene stjal tid fra dem og skolen sikrede dem ikke mod mobning.
     Der er rigeligt med undskyldninger for ikke at sætte ‘hjem’ i kollektivt flertal. Men det er nok nødvendigt alligevel!