Mobning * arbejdsmiljø * læringsmiljø * undervisningsmiljø * kammeratskabsgruppe * Judith Rich Harris * individualisme * konkurrence * moral * undervisningens grundlov * ungdomskultur

SKOLE 

Trykt i Frie grundskoler, nr. 9, 12. juni 2003, s. 23.

Keld Brikner: 

Undervisningens grundlov

En elev kan kun deltage i undervisning i en gruppe, hvis eleven bidrager med sin beredvillighed til at deltage.

I årtier har stort set alle sagt, at mobning i skolen er afskyeligt og må forhindres. Alligevel har vi det i dag i skolen og det i udpræget grad. Det er velkendt.
   Derimod virker det ikke velkendt, hvad den amerikanske psykolog Judith Rich Harris peger på i sin bog Myten om børns opdragelse fra 2000 (eng.: The Nurture Assumption, 1998). Myten er den, at forældrenes påvirkning er afgørende for børnenes adfærd og specielt deres karakter i det lange løb. Og sandheden er den, at kammeratskabsgruppen og dens normer er langt det vigtigste for de unge – og altid har været det.
   Det må vist siges at være den forkortede version, men den rækker. Påstanden passer forfærdende godt med, at samfundet er blevet mere individualistisk, i stigende grad et ”jeg-finder-mig-ikke-noget-samfund”, og at børn og unge i stigende grad har fået deres egen ”kultur”, voldsomt stimuleret af underholdnings- og reklameindustrien. Det er en ”kultur” præget af overmenneskelige forbilleder, aggressiv konkurrence, selvfremføring – og vold. I skolen møder vi børn og unge, der er meget sikre på, at de ikke skal finde sig i noget som helst fra en lærers side, og som har en adfærd over for hinanden og voksne, som styres af hensynet til dominans.
   Det går ikke! Et godt undervisningsmiljø er ideelt set angstfrit og magtfrit. Denne ungdomskultur er direkte destruktiv for undervisning – og i stigende grad immun over for traditionel forældrepåvirkning!
  Det er det nye. Tiltroen til, at traditionel inddragelse af forældrene kan løse problemer i en klasse, er formentligt i stigende grad en illusion! Forældre og skole er oppe imod langt stærkere kræfter, end begge parter hidtil har troet – og de står til at tabe.
  Skolen er blevet bragt langt ud over det bæredygtige i tolerance over for mobning og modvillig og destruktiv adfærd fra elevers side. Derfor må den frem til at værne langt klarere og stærkere om sin opgave: at undervise. Den må styrke forsvaret for det gode undervisningsmiljø. Her må undervisning forstås bredt, så det ikke bare angår fagligt indhold, men også menneskelig udvikling.
   Der gælder her det, jeg vil kalde undervisningens grundlov. Den må alle i og omkring skolen værne aktivt om. Hvor skolen skal få styrken fra til at gøre det, skal jeg ikke komme ind på her. Jeg peger blot på, at såvel samfundsudviklingen som moralen peger på, at det skal gøres.
En elev kan kun deltage i undervisning i en gruppe, hvis eleven bidrager med sin beredvillighed til at deltage.
Beredvilligheden er noget, eleven skal medbringe, ikke en ”motivation”, læreren mirakuløst (dvs socialpædagogisk) skal frembringe i eleven.
   Det betyder, at bestræbelsen på at holde alle eller så godt som alle elever sammen i samme gruppe må opgives. Det skal gøres med beslutsomhed og med dyb social ansvarlighed. De elever, der ikke kan deltage i et beredvilligt samarbejde om undervisning, skal have et andet tilbud. Et godt tilbud. Den helt akutte politiske opgave er at etablere dette tilbud, for så længe det ikke er der, føler lærere og skoler jo, at de lukker elever ud til nærmest ingenting, og så bliver de ved med at prøve at holde eleven i klassen på de andres bekostning - en som oftest helt urimeligt høj bekostning.
   Den individualistiske samfundsudvikling har underløbet enhedsskolen. Nu må den splittes i dem, der gerne vil modtage undervisning, og dem, der ikke gerne vil – eller vil og kan på en anden måde. Det her er et forsvar for, at skoler skal undervise, og at elever skal komme der for at modtage dette gode tilbud og udvikle sig sundt igennem det.


- - -o0o- - -