læringsmiljø * arbejdsmiljø * undervisngsmiljø * voksen * barn * hån * mobning * tvang * folkeskolen * ideologi * moral * moralisering

SKOLE  OG  MOBNING 

Læserbrev i Information, aug. 2003:

Keld Brikner:

Magt over børn

Du er ansat på en stor arbejdsplads med flere hundrede ansatte. I arbejder i grupper på 20-30 personer og må dele små arbejdsborde med hinanden to og to. Nogle af de andre kan du lide, andre kan du bestemt ikke lide, ja, du har måske været oppe at slås med dem, og du er konstant bange for dem. Tilbage efter ferie bliver du nu stillet over for, at der bliver trukket lod om, hvem du skal dele bord med – og du trækker din værste plageånd.

Hvad kunne få dig til at finde dig i det? – Svaret vil for de fleste voksnes vedkommende være: ingenting eller kun den yderste nød. De ville aldrig acceptere sådan et arbejdsvilkår, og det ville der da heller ikke være nogen rimelighed i.

Men nu er du ikke voksen, du er barn, skolebarn. Og så stiller sagen sig sådan, du bliver nødt til at finde dig i det. Det tvinger de voksne dig til, både skolen og forældrene. Det er en ganske almindelig fremgangsmåde til ”løsning” af problemet med, hvem der skal sidde sammen med hvem. Sorgen og ulykken i sporet efter lodtrækningen bagatelliseres jævnt hen af de voksne.

Eller mere endnu: Barnet bliver moraliserende belært om, at vi alle skal være her, og at det er godt for det at vænne sig til at have med forskellige mennesker at gøre.

Ville voksne mennesker nogensinde finde sig i den besked, hvis de dagligt blev hånet for deres tøj, deres udtale, for at have næsen midt i ansigtet - hvad som helst det passer deres klasse”kammerater” at håne dem for? – Forhåbentlig ikke. Men de voksne tvinger børnene til at være udsat for det - dagligt. Og til at tænke på det og være bange for det – hele tiden!!! (Hvad blev der så af den opmærksomhed, der skal til for at lære noget? Det spørgsmål er mere end en tanke værd for både forældre og skole.)

Moraliseringen kan endog svinge sig op til at sige, at det er vigtigt, at de dér ondartede mobbere er med i fællesskabet, for de, mobberne, skal jo ikke udskilles, det er synd, så går de bare i hundene. Og i øvrigt har det en gavnlig indflydelse på deres ondartetheder at være i gruppen.

Dette sidste betyder, at vi, de voksne, tvinger de rimeligt velfungerende børn til at være frontkæmpere i vores dybt ideologiske, socialpædagogiske projekt fællesskab. Det kaldes ”enhedsskolen”. Det er en front med mange dybt sårede – og enkelte døde. Og projektet er for længst underløbet af samfundsudviklingen, men det har alt for få voksne gidet opdage.

Sådan er det at have magt. Begrundelserne for ens handlinger flyder let og frit fra én, og når man rigtigt har magt – dvs at dem, man styrer rundt på stort set er magtesløse – ja så hører man ingen protester. Man hører kun sig selv gentage og gentage ideologien: ”Folkeskolen, den fælles skole, demokratiets grundvold. Folkeskolen, den fælles skole, demokratiets grundvold. Folke…”

- - -o0o- - -