Moral * holdning * enighed * ansvar * fint fag * faglighed * det gode liv * politiske * mod * mellemuddannelser * "rigtige" menneskesyn * kampen om jobbene * kollegialt * ledelse * pædagog * socialpædagog * sygeplejerske * socialrådgiver * ergoterapeut * fysioterapeut

Faglig etik 

Offentliggjort i 0 - 14, Pædagogisk Tidsskrift for daginstitutioner og klubber, nr. 3, sept. 1998, udg. af Dansk Pædagogisk Forum.

Keld Brikner: 

Flugten fra friheden
Faglig etik i kritisk belysning.

“Vi må have en faglig etik!” - Det udråb vækker ikke mange protester for tiden.  Ville det være anderledes, hvis der i stedet blev råbt: “Jeg vil ikke lave noget på arbejdet, jeg ikke kan stå inde for moralsk!”?  Jeg tror ikke ret mange for alvor ville turde at sige fra over den holdning. De her ord er snart blevet hellige - eller “politisk korrekte”, som vist er det nærmeste, hedninger kan komme det hellige.
 Men der er forskelle. Den faglige etik er fælles og afgrænset, hvorimod moralsk holdning som den formuleres i den anden udtalelses er et individuelt og åbent anliggende, altså prinicipielt ubegrænset. Mange fornemmer vel, at de vil blive ædt med hud og hår af arbejdet, hvis de indtager den holdning.
 Netop derfor, lyder så argumentet, skal vi have en fælles og faglig etik. Den skal gøre det muligt at hævde moralske værdier i det daglige arbejde og dermed opretholde en høj kvalitet i omgangen med børnene. Det lyder smukt. Sådan er det bare ikke. I hvert fald ikke kun sådan.

Hvad er moral?
Moral drejer sig om at være ordentlig mod andre mennesker, netop fordi de er mennesker. Intet skulle synes nemmere; men svært er det. Lige så snart der kommer 20 børn ind på en stue i en børnehave, og de er kommet der 20 dage, er de blevet til bare 20 enheder, der skal passes . Hvis ikke der passes på.
 Moralske overvejelser tager alle del i. De er del af vores daglige praktiske liv. Etik er noget andet, nemlig forsøg på teoretisk begrundelse af en moral. Det er der mange mennesker, der ikke har snuset til; men det gør dem ikke mindre kvalificerede i moralsk henseende. Eller sagt på en anden måde: Man bliver ikke et bedre menneske moralsk set af at være klog på etik!
 Nu er sprogbrugen på området imidlertid sådan, at de to udtryk bruges uden forskel - eller for en sikkerheds skyld altid sammen, så der er dannet et helt nu ord i det danske sprog: “etikogmoral” - og så betyder det “moral”. Det skal jeg ikke forsøge at ændre på.

Den fraværende enighed
Sagt lidt finere er moral forsøg på at værne om de centrale værdier ved det at være menneske. Det er nemt sagt, men ikke nemt gjort, specielt ikke når det skal være i fællesskab, for der er ikke enighed om, hvilke de værdier er. Børn skal passes. Jamen skal de bare passes eller skal de også udvikle sig og lære noget og være glade? - Der skal voksne til at drage omsorg for børnene. Jamen hvor mange voksne til hvor mange børn? Og hvad skal de der voksne kunne? - Børn skal have plads at være på, ude og inde. - Men hvor meget plads?
 Der bliver heller ikke enighed i fremtiden. Det har både at gøre med den mangfoldighed af opfattelser, der trives i dag, og med det mere dybtgående, at der ikke findes noget, der kan kaldes “det rigtige” menneskesyn eller nogen vej til at finde det.
 Det udelukker selvfølgelig ikke, at en gruppe ansatte og forældre kan beslutte  (at være enige om) en række værdier som grundlæggende. Men så gør de klogt i at huske, at de dermed fører skellet med sig mellem hvad de er blevet enige om for praktiske formåls skyld, og hvad de hver især sådan rigtigt mener.
 
Rammernes tvang
Alle de konkrete spørgsmål om udformningen af hverdagen bliver møjsommeligt besvaret i praksis gennem en række politiske, administrative og faglige beslutninger. Her lægges rammerne, og de kan ikke altid rumme det arbejde, de fagligt gode af de ansatte ville være stolte af. Sagen er nedslående.
 Kan de ansatte så stå - alene, individuelt -  med det moralske ansvar for kvaliteten af indsatsen over for børnene? Klart nok ikke. Det ville nemlig ofte stille helt urimelige krav til dem om at kompensere med deres faglige og moralske engagement for alle de mangler, politikere påfører deres arbejde og børnene. De kan kun stå med ansvaret for at udfylde den rolle, der er dem tildelt inden for rammerne. Den rolle føles ofte moralsk belastende. - Hvad gør de så?
 
Fralæggelse af ansvar
De beskytter sig selv mod at blive Sorte-Per og stå med ansvaret for miseren. Det kan de bruge en faglig etik til. I den formulerer de alle de værdier og smukke hensyn, de som fag  står for. Hvis der ikke bliver levet op til idealerne, så er det nu klart, at det ikke er fagets skyld.

Åhh, at være et fint fag
Hvorfor er det en faglig etik , man vil have? Hvorfor er faglighed ikke nok?
 Det er bl.a. fordi det lyder finere. En faglig etik er et tegn på værdighed for  et fag. De store gamle fag, først og fremmest lægefaget, har sådan noget. Det er de stærke fag. De bestemmer selv, hvordan deres indsatser skal være. Eller det gjorde de engang. Nu vil mellemuddannelser også have “so ein Ding” og tror vist, at så er de på vej til at blive lige så stærke som lægefaget eller der henad.
 Fagligheden søges oprustet med forskning og faglig etik - netop hvor dens betydning er om ikke under afvikling, så dog svækket.  Alle fag vil have doktorer og professorer;
fagene vil “være noget”; ikke hvad som helst, men noget der gør, at faget beholder jobbene i konkurrencen med de andre fag.
 De læser udviklingen skidt. Lægefaget er ved endelig at blive bragt under politisk ledelse og styring - på godt og ondt.
 Den faglige etik er i denne situation som et korset til en gammel dame, der stadigvæk vil charmere kavalererne på ballet.
 
Er faglighed ikke nok?
En anden grund er også i spil: Snart sagt alle fag har gang på gang vist, at de også har egne, snævre interesser med i spillet, f.eks. interessen i at fastholde jobs. Henvisningen til fagligheden er blevet slidt op i de fagpolitiske kampe. Fagorganisationerne - der stadig kan finde på at føre sig frem under røde faner, mens deres persionskasser prøver at finde ud af, hvornår tiden er inde til påny at investere i asiatiske aktier med udsigt til godt afkast - disse mange-gange-afdøde dinosaurer er i vanskeligheder og søger at skærpe deres argumenter på etikkens slibesten.

Hårdt og brutalt sammenfattet kan man sige det sådan her:

* Tag “faglig” ud af “faglig etik” og det bliver farligt for de ansatte.
* Tag “etik” ud af “faglig etik” og det bliver farligt for alle andre.

Afvikling af det politiske
Mig forekommer det, at den megen tale om etik - ikke bare faglig etik -  er del af en afvikling af det politiske. Den skyldes oplagt at Danmark, vores lille trygge, overskuelige ramme om tilværelsen suges ind i store sammenhænge som global økønomi og europæisk politisk union, som folk flest ikke kan overskue og langt mindre påvirke. En opgivende holdning over for det politiske breder sig  naturligt nok i samfundet. Den er roden til alt ondt for det, vi kalder demokrati - som vel at mærke er langt mere end det med at vælge et parlament. Det er den reelle indflydelse på egne livsvilkår.

Frem mod det gode liv …
Jeg ved godt, at mange vil se diskussionerne om etik i det stik modsatte lys: netop som bestræbelser på at komme frem i retning af det gode liv, for nu at sige det meget stort og fint. Jeg kunne også bare sige god kvalitet i det pædagogiske arbejde, i hjælpen til og omgangen med de børn, der kommer i institutionerne.
 Men hvis faglig etik drejer sig om at sikre kvaliteten over for børnene, hvad er så ledernes opgave? Og politikernes?
  Nuvel, noget er der jo om det med kvaliteten: Traditionelle hierarkier er blevet reducerede; gamle tiders relativt kommandoprægede, standardiserede arbejde er blevet afløst af større friheder for valg længere “nede” i systemerne. Det fører selvfølgelig og helt rimeligt til, at de, der nu skal træffe afgørelser  begynder at spørge sig selv og hinanden, hvad der er godt og skidt. Så langt, så godt.

… eller flugten fra friheden?
Men hvad er det så nogle af de ansatte vil have i den situation? - Hierarkier giver tvang og tryghed. Frihed giver i det perspektiv utryghed. Den slipper man af med ved at stå sammen med alle de andre utrygge i samme situation og vedtage , hvad der godt og skidt, acceptabelt og uacceptabelt. En ny tryghed i form af et nyt værdisæt, en faglig etik. Hvis den ansatte har gjort, hvad den faglige etik kræver, er der ikke nogen, der kan komme efter ham! - Det er en rigtig lønmodtager-holdning. Faglig etik værn mod at skulle engagere sig. Er det et fortvivlet forsøg fra den for længst afdøde fagbevægelses tunge masse på at holde fast i rollen?

Den her diskussion synes jeg jo er vigtig: Hvad er det egentlig, fagene vil med en faglig etik? Og hvad er det for virkninger og funktioner den faktisk får? Det er mindst lige så vigtigt som at diskutere indholdet. Det starter alligevel altid med at skrive FN’s menneskerettigheder af og ender med at erklære hjælpernes helhjertede solidaritet med klienter, børn, patienter osv over for den stygge stats truende overgreb.

Det vanrøgtede barn
Det er ikke fordi jeg synes det er ligegyldigt om en pædagog i en børnehave prøver at kikke den anden vej, når hun kan se at et barn vantrives og højst sandsynligt mishandles af sine forældre. Tvært imod! Men jeg synes ikke, man behøver en faglig etik for at gribe ind. Det eneste man behøver er viljen til at gøre sit arbejde ordentligt. Ja, der kunne bare stå: … viljen til at gøre sit arbejde. For det ligger jo allerede i arbejdet, i lovgivningen, i formaliteterne, at det skal man.
 Hvis pædagogen ikke gør noget ved sagen, så må der gøres noget ved den  sag. Det er et kollegialt ansvar og et ledelsesansvar. Hvis den opgave heller ikke bliver løst - hvad nytter så en faglig etik??? - Her har samfundet, det politiske system udstyret pædagogen og lederen med kompetence til at gribe ind, men den bliver ikke brugt. Står sagen så stærkere, hvis leder og ansatte sætter sig sammen i lange møder og bliver enige om, at det er etisk korrekt at gribe ind?

Der skal mod til
Problemet ligger et andet sted. Det er ikke sikkert pædagogen og lederen overhovedet har modet  og styrken  og viljen  til at gøre det, de allerede har fået de - formelle! - kompetencer til at gøre. Det er her, det går galt. Og det gør det på samme måde masser af steder i samfundet: Det politiske system vedtager en masse foranstaltninger i det godes og det rigtiges navne; men der er ikke reel vilje eller evne til at gennemføre det. Så er det, spillet om Sorte Per begynder. “Vi må have en faglig etik!”

—o0o—

Litteratur:
*Ergoterapeuten , nr. 8 , 11 , 14 og 16, 1995. Ca. s.  4 - 12 i hvert nummer rummer diskussion af faglig etik gennem konkrete historier fra arbejdspladser og kommentarer fra fagfolk og udenforstående (nr. 8, 11 og 14 af Keld Brikner, nr. 14 af Jørgen Husted.)
* Keld Brikner:  Formaliteter, folkelighed og  moral .  Tavshedspligt i det frivillige sociale arbejde,  udg. af Kontaktudvalget til det frivillige sociale arbejde, 1993, 20 sider, gratis. Tlf. 33 92 92 18.
*  Keld Brikner: “Det fælles ansvar ”, Ugeskrift for Læger , 159/35, 25. aug. 1997. Om moralsk ansvar, arbejdsmiljø og organisation på hospitalerne, med speciel adresse til “yngre” læger.