Hjælp * hjælpeformer * ekspert * støtte * helhed * helhedstilgang * fag * praksisform * ergoterapi * etik * moral * behandling * filosofi * social kritik

Hjælperroller

Fra Ergoterapeuten, nr. 2, 1994, s. 20 -23, "Kronik":

Keld Brikner:

Det fornødne fadermord

Ergoterapi skal være hjælp til mennesker. Men der er forskellige måder at hjælpe på også inden for det enkelte fag. Forskellige hjælperroller. Hvad for én er der brug for hvornår?

Den store lægefars belæring af sine døtre
To store typer trænger sig på i den sammenhæng: Den ene er lægefagets fremherskende tradition, behandling. Den anden er psykoterapiens fremgangsmåde, støtte til udvikling 1). Ergoterapifagets er i den grad en pæn datter af den store lægefar, at det har svært ved at få sine pubertetsvanskeligheder overstået og få fundet sin egen rolle - ganske på linie med sine søstre fysioterapien, sygeplejen og socialrådgiverfaget.
     Hvad var det nu, den store far sagde? - Han sagde, at opgaven er at bekæmpe sygdomme - eller i hvert fald lindre dem. Dertil kræves, at man - lægen, hjælperen, ergoterapeuten - kan kende dem, når man står over for dem. Sygdomme er indre, biologiske tilstande i legemet; apparatfejl. Mennesker? - Det er kroppe, biologiske mekanismer, der kan gå i stykker, og som kan sige "Av!", når det sker. Sygdomme er svære at kende; man skal være ekspert for at kunne det. Derfor gør små piger - og store piger for den sags skyld - klogt i at holde sig til far, når det rigtigt bliver alvor. For alvor er det: Det er spørgsmål om at redde liv! Sundhed er det ikke svært at sige, hvad er: Det er, når patienten ikke skal behandles mere! Det skal man sige til patienten, hvornår er, og i det hele taget skal man huske, at man står med ansvaret for, hvad der skal ske, fordi man er den eneste, der ved, hvad der foregår! Hvis patienten bare gør, som man siger, så skal det nok gå godt - så godt som det nu altså kan gå.

Den undertrykte side
Hvad var det, den store far ikke fortalte om sit liv? - At han også kan den kunst at møde et rigtigt menneske, tale med det, søge at forstå det og dets situation, vurdere dets problemer og dets behov for hjælp - og støtte det i selv at vurdere sin situation og træffe beslutning i den. Og at han har gjort det til alle tider. Han må have fortrængt den side af sit liv til fordel for alle de åbenlyse tekniske kræfter, han erhvervede sig op gennem 1800-tallet og stadig får flere af.
     Blot er der efterhånden groet noget mos på kunsten, efterhånden som den er kommet til at synes ham mere og mere overflødig gennem de sidste 150 år. Det er jo nemmere for alle parter bare at få tingene gjort, når man nu ved, hvad det er, der skal gøres, ik’. Ja, til tider er den helt glemt, og så må hans døtre til at genfinde den - uden hans hjælp.

At hjælpe ved at støtte
I ergoterapien kan det ikke nytte at tro, at man som hjælper kan komme hele vejen igennem ved at gøre tingene for patienten. For det drejer sig om selve det at leve og forme patientens liv, og det er altså patienten selv, der skal gøre det. Man kan støtte et menneske i dets livsførelse; men man kan ikke leve livet for det. Har det styrke til at klare sit livs udfordringer og problemer, så er det sundt og behøver ikke nogen professionel hjælp. Er det svækket, så det skal hjælpes, så gælder det om at kende sin rolle: støtte det uden formynderisk at overtage dets livsførelse.
    Det er her, den fædrene indlæring i rollen som behandler bliver en trussel. Den falder naturligt - og man bliver rost, når man tager rollen. Måske bliver man endog takket af patienten! Vi har nemlig alle sammen mere eller mindre lært af den store fader.

Ergoterapiens indbyggede menneskesyn
Ergoterapi søger at hjælpe mennesker til at være arbejds- eller aktivitetsduelige i bred forstand. Set i det perspektiv er et menneske sygt, hvis det mangler evnen til at udføre vanlige arbejdsopgaver - eller er begrænset af smerter i at udføre dem. Her får ergoterapeuten en rolle med to sider: dels som den tekniker, der ved en masse om den slags funktioner og om problemer med dem og som kan pege på bl. a. hjælpemidler; dels som den helhedsorienterede hjælper, der skal hjælpe et menneske til at finde ud af at håndtere sin problemsituation.
     Begge de to hovedhjælperroller er altså i spil; derfor er det vigtigt ikke at lade behandlerrollen umærkelig - og måske med traditionens ret - dominere over støtterollen.

Overbelastning
Vi har i årtier i dette århundrede (20.) sat alle vore sociale småpenge på at klare snart sagt alle problemer ved at kaste tekniske eksperter ind over for dem. Det har været den dominerende hjælpeform på sundhedsområdet - og er i et vis omfang søgt efterlignet på det sociale område.
     Det kan den ikke længere bære. Men der har ikke for alvor været vilje og evne til at ændre forholdet i en politisk proces. Der sker nu i praksis en vægtforskydning fra behandlerrollen til støtterollen, en stadig større inddragelse af brugerne i udformningen af den hjælp, der rettes til dem. 2) Det sker på mange områder: generelt i kontaktfladen mellem ekspertsystemer og brugere (u-landsprojekter og lokalbefolkning, edb og brugere, byggeri og brugere), i lokalpolitik, forebyggelse, ældreområdet, psykiatri, de udviklingshæmmede, …
     Politisk set er det en demokratiseringsproces. Forenklet stillet op i stikordsform ser de to hjælperroller sådan ud:
                                    


BEHANDLING  af svage sider     
a. Paternalisme (formynderi)
b. Passivisering (af modtageren af hjælpen)
c. 
Faglig kompetencer som moralsk krav
d. Normalitet (der antages at foreligge objektivt og neutralt som målet, der styres efter   
e. Brugeres konkrete situationsviden som grundlag  
f. Forskeres videns-samling til  eksperters brug 
g. Teknisk indsats      
h. Handling følger af den generelle viden    

Hjælpen kan opfattes som reparation (kompensation) eller genetablering.

* Forebyggelse opfattes som noget, der sker "udefra", ved eksperters og politikeres foranstaltning                                         

STØTTE  bl.a. til udvikling af stærke sider 
a. Respekt for personer eller gruppers selvbestemmelsesret
b. Aktivering (af modtager af hjælpen) Brugerinvolvering
c. Bruger accept, brugermotivering som moralsk krav. Brugeren i centrum.
d. Godt liv (der skal vælges og formes) som målet, der styres efter
e. Eksperters generelle viden(skab) (erfaringer) + ekspertviden som grundlag
f. Brugeres fællesgørelse af viden til eget brug; vidensspredning; vidensmæssig oprustning af brugere
g. Bred indsats, mod "helheden"
h. Handling vælges af de berørte

Hjælpen kan opfattes som formning af (nyt, bedre) liv. 

* Forebyggelse opfattes som noget, der sker "indefra", ved egen kraft, individuelt eller (gruppe)kollektivt


Hvorfor går det så tungt med at flytte vægten?
- Bl. a. fordi spørgsmålet om den ene eller den anden rolle ikke bare er et sagligt spørgsmål, men et politisk og ideologisk spørgsmål.

Behandlerrollen, liberalismen - og helhedstilgangen
Behandlerrollen passer godt til liberalismens ideologiske menneske- og samfundsbillede: det mindst mulige statslige indgreb i menneskers liv antage at give den størst mulige individuelle frihed.
     I det liberalistiske perspektiv ses de professionelle paradoksalt nok netop som formyndere, når de tager den helhedsorienterede støtterolle, for nu gør de mere end det (teknisk) fornødne. Nu blander de sig i menneskers livsførelse. Ergoterapi ses som en underafdeling af den lægelige behandling; ud over den skal den ikke gå.
     Men støtterollen - og tanken om primær forebyggelse - går langt ud over det. De indebærer støtte til menneskers egne mere omfattende indgreb i eller formning af deres sociale liv. Og rejser dermed alle de store, politiske brændpunktsproblemer i vores samfund. F. eks.:Skal den social-økonomiske hakkeorden, vi gennem det politiske system søger at fastholde, ændres af sundhedssystemet? Skal de, der af skolesystemet er udskildt til det værste og mest sygdomsbelastende arbejde og dermed den værste alderdom, skal de af sundhedshensyn have deres arbejdsforhold og dermed deres liv ændret til det bedre??? - Jamen er det ikke snyd? Er det ikke udenomsparlamentarisk aktivitet?
     Skal vores samfund styres gennem det politiske system eller bl. a. af sundhedshensyn, af hensynet til gode liv for mennesker i samfundet? - Det er dette barokke spørgsmål, der er på spil, og som får det politiske system til at holde igen med den omvægtning af rollerne, der er i gang.

Etik nu - bl.a. fordi vi står i en politisk styringskrise
Vi har ikke haft den politiske stillingtagen til det gode, fælles liv - og får nu en etisk (filosofiske). - Det passer med, at etik er kritik af vores praksis, ikke opskrifter på de rigtige handlinger! Etik er bl. a. en form for politisk diskussion, i betydningen: diskussion af det gode liv i fællesskab; men uden beslutningssiden. Politik er forfaldet til at være administration af det givne social-økonomiske system. Dertil passer ekspertsystemer, behandlertankegang og liberalisme. Livet er blevet anset for at være et middel til det givne mål: at have en konkurrencedygtig økonomi.
     Det er - kan jeg meddele - andet og mere end det.

Filosofi som social kritik
Filosofiens rolle i en sådan proces er at kaste et kritisk lys ind over scenen; hele tiden sætte lys på f. eks. spørgsmålet om respekt for det enkelte menneskes ret til selv at leve sit liv og dø sin død; hele tiden spørge, om det, der traditionelt og institutionelt gives mennesker som den bedste hjælp, der er at få (i verden … ?), nu også er godt for mennesker.


- - -o0o- - -

Henvisninger:
1. De to roller svarer til det, Uffe Juul Jensen kalder henholdsvis den sygdomsorienterede og den situationsorienterede praksis, i Sygdomsbegreber i praksis, 2. udg., 1969, spec. kap. 10 - 13.
2. Metoder i brugerinvolvering, med særligt henblik på arbejdsmiljøområdet, men generelt anvendelige, beskrives i Keld Brikner og Lars Alrø: Arbejdsmiljøhåndbog i brugerinvolvering, bind 2 (55 s.) af Brugerinvolvering 1-2, Arbejdsmiljøfondet 1993. Best. nr. 11 27 65. (Også udgivet selvstændigt. KB 2006.)

- - -o0o- - -