Alkoholpolitik på arbejdspladsen
En historisk skitse

 

Offentliggjort  af Sundhedsstyrelsen marts 1999 som forord til materiale fra konferencen Alkoholpolitik på arbejdspladsen. Jo før - jo bedre, nov. 1998 i Kolding

Keld Brikner

Farvel til “Barberen”

Lige omkring 1970 gik jeg en kort tid som håndlanger på en lagerplads med byggematerialer og læssede lastbiler; fliser, nedløbsrør, cement i 50 kg-sække og klinker i pakker. Der var vel en snes folk til at holde en 5 - 6 lastbiler kørende. Et par af folkene, Kurt med det mørke brillantinehår og den udhængende vom og den lavstammede “Barberen”, hørte til dem, der ikke rigtigt kunne komme i gang om morgenen før de havde været inde om købmanden, hvor de boede, for at få de første par bajere. Så gik det ellers i roligt tempo hen gennem dagen: en ti - tolv - femten stykker kunne det jo godt blive til inden fyraften. De var jo ikke sådan alkoholikere, der drak umådeholdent;  de passede deres arbejde, ikke sandt …?

Dengang arbejdede jeg også en tid på det gamle raffinaderi på Århus Oliemølle. Dér var der ikke mange bajere i syne. Det var for farligt: Glatte gulve, stejle trapper, skoldende hed olie. Og for dyrt: haner og rør overalt, med forbindelser til snart sagt alle tanke; et forkert drej og 2 tons kostbar olie til chokoladeovertræk, der egentlig skulle eksporteres til Italien, var på vej ned i en affaldstank.

Jeg ved ikke, hvorfor Kurt og “Barberen” drak.  Men jeg ved hvorfor de drak på arbejde: fordi deres arbejdskraft trods alt var efterspurgt. Sådan blev det ikke ved med at være, og derfor har Kurt og “Barberen” ikke så mange efterfølgere i dag.

Der er jo også det med, at hvor Kurt var på knallert og “Barberen” på cykel, dér skal efterfølgerne i dag køre hjem i bil, og det er blevet en alvorligt upopulær sag at gøre det med 10 bajere indenbords.

Kurt og “Barberen” er på vej ud - ikke bare lige de to, men typen. Bestræbelserne på at nedbringe drikkeriet på arbejdspladserne har haft og har succes. Alle synes at vinde ved det. Vel smed de ikke noget ned over mine tæer, men der var god grund til at passe på. Vel passede de deres arbejde, men så heller ikke mere. Og jeg hørte ikke om, hvad der eventuelt løb på af klager over fejlekspeditioner, når der skulle skelnes mellem 3-tommer og 3,5-tommer beslag. Læs hos Susanne Rehnlund i det følgende om, hvad det kan koste - hvis du har nerver til det. Det er nemlig ikke småpenge!
 Og så er der det med sundheden. Deres helbred har ikke stået til at genoprette. Udgifterne til at lappe på dem undervejs har været betragtelige.
 Vore dages Kurt og “Barberen”, dem uden druk, har et sundere liv.

Har de også et bedre liv??? - Her holder successen muligvis op.
 De tal Lars Iversen lægger frem i det følgende fortæller bl.a., at der bliver drukket meget i Danmark, specielt af de hårdt arbejdende, midaldrende årgange. Lægger man det sammen med, at tempoet og dermed presset i arbejdet mildest talt ikke er faldet de sidste årtier, tegner der sig måske det billede, at drikkeriet blot er blevet drevet væk fra arbejdspladsen, det synlige rum, til hjemmet, det private rum - og at drikkeriet stadig for nogle er måden at leve med et pres, de reelt ikke kan have det godt med. Så kan vi kalde det et arbejdspres, hvis vi vil - eller et pres fra en livsform, de ikke rigtigt kan gøre noget ved. - Det ligner ikke billedet af et godt liv.

Jeg tror ikke, det er “alkoholpolitik på arbejdspladsen” og det moralske engagement, der ubetvivleligt lægges i den fra mange sider, der alene har frembragt successen. Alkoholpolitikken er blot vores måde at give os selv et formelt grundlag for at gøre noget ved sagen.Uanset alle idealer om netop at holde de problemramte på arbejdspladsen, er alkoholpolitik på arbejdspladsen én side af en sorteringspolitik, der drives frem af strammede konkurrencevilkår og stigende kvalitetskrav. Det kan der være mange gode sider ved. Men som vanligt er industri og andre arbejdsgivere ikke rigtigt “hjemme”, når der spørges til de udskilte: Svaret blæser i vinden - og vinden har stormstyrke, konkurrencens og det frie markeds storm på kloden.
 Lyt blot til, hvad koncerndirektør Mads Øvlisen fra Novo Nordisk sagde om “virksomhedernes sociale ansvar” i Danmarks Radio forud for en international konference om sagen, som han var formand for: Det angår vores egne - fordi de er værdifulde, og fordi vi nogle gange kan gøre det hurtigere og bedre end det offentlige. Det drejer sig ikke om at tage hånd om posedamerne - og det gælder kun så længe virksomheden har råd!
 Det er klare ord.

- - -o0o- - -