Fagbevægelsen * politik * samfundsudvikling * konkurrence * kapitalistisk * etisk * moralsk * individualisme * objektivitet * BST * Bedriftssundhedstjenesten * kamp * slagmark

Arbejdsmiljø

Offentliggjort i 10-årsjubilæumsbog fra CASA, Center for Alternativ SamfundsAnalyse, febr.- marts 96:
 

Keld Brikner:

Individet i maskinen

“Arbejdsmiljø”, det er et blødt og rart ord, der står for én af de hårdeste slagmarker i fredstid op igennem historien. Her er minearbejdere knust under klipper dybt nede i jorden og syersker slidt til ubrugelighed, smerter og reduceret livskvalitet under økonomiske systemers pres.
 Her er det sociale livs vilkår så synlige, at det kan gøre ondt bare at se dem. Derfor er området dækket af tåger af ideologi, forestillinger om det nødvendige ved vores økonomiske system og dets stadige udvidelse, om det værdifulde ved lydigt slid og slæb og ikke mindst værdien af stadig forøget forbrug. Og det er forestillinger, der deles af så godt som alle på området.
 Et fremtidsperspektiv på arbejdsmiljøet må uvægerligt være et globalt perspektiv i en økonomi og økologi, der er blevet global; men udviklingen i Danmark de seneste årtier kan fungere som afsæt til springet ud i de lange perspektiver.

Forbedringerne i Danmark
Der er sket voldsomme forbedringer i arbejdsmiljøet i Danmark i de sidste 100 år; men i kraft af hvad er de sket?

Den økonomiske faktor
Først og sidst af økonomiske grunde: Fordi politikerne efterhånden og langsomt har set, at erhvervslivet losser kæmpeudgifter til reparation af skader fra arbejdsmiljøet over på det offentlige. Der betales de med skattekroner - der betales af lønninger, der betales af virksomhederne.
 Hvordan kommer det til at se ud med det i fremtiden? - Foreløbig lykkes det godt for det store, internationale erhvervsliv at unddrage sig denne simple mekanisme ved at søge til lande, hvor de politiske systemer ikke tilnærmelsesvis har så stor kraft eller vilje som hos os til at slutte cirklen. Og det vil nok fortsætte længe endnu. Der er stadig masser af uudnyttede steder i verden - og store steder - at søge hen.

Fagbevægelsen gentagne død og reinkarnation
Arbejdernes organiserede kraft har været af stor betydning for alle de forbedringer, de har opnået. Her har arbejderne kæmpet kampen for, at mennesket  skal kunne holde til arbejdet, til arbejdsmiljøet.
 Fagbevægelsens livskraft bevidnes af, at den har begået et par selvmord undervejs: Den opgav kampen for en anden økonomisk samfundsform i begyndelsen af det 20. århundrede og lønkampen i 1980’erne.
 Nu er den reinkarneret som storleverandør af arbejdskraft gennem statslige uddannelses- og socialiseringsprocesser (skole, uddannelse, efteruddannelse, arbejdsvilkår, regler, pension, …)
Fagbevægelsen leverer og kontrollerer den, virksomhederne leaser   den - og arbejdskraften betaler selv for det hele!
 Nu hedder det samarbejde  med virksomhederne. Erklæringer og realiteter hænger for en stund sammen 
 Hvordan kommer det til at se ud med det i fremtiden? - Det kan meget vel blive til en forsvinden af fagorganiseringen til fordel for en organisering efter den virksomhed, man er ansat på; ikke som modstander til virksomheden, men netop som samarbejdspartner. De ansattes primære, umiddelbare interesse i dag er  at have et job . Det vil de selvfølgelig godt slås for, og modstanderne er de andre , der vil tage deres job fra dem; de andre virksomheder og alle dem dér i Kina, Indonesien og Nordjylland, der også gerne vil have jobs.
 Vi går måske en ny type middelalder i møde, hvor de store, internationale virksomheder bliver de magtcentre, som det enkelte menneske primært giver sig ind under og føler sig knyttet til. De geografisk lokale bånd og de etniske bånd bliver langsomt opløst; staterne smuldrer; forskelligheden breder sig; fanden tager dem, der ingen beskytter har.

Uddannelseniveauet
Aldrig er så mange blevet uddannet så meget som i vores kultur og vores århundrede. Det har ændret meget. Mennesker, der forstår mere af deres egen situation og deres egne livsvilkår, er også i stand til at stille præcisere krav, og det har de gjort om deres arbejdsmiljø.
 Det forhold vil forstærkes i fremtiden - i hvert fald for den elite, der vil have den nye og kommende informationsteknologi til rådighed. Èn af de ting, der står klart på enhver krystalkugles display, er en uhyre meget nemmere tilgængelighed for en uhyre større mængde mennesker af en uhyre større mængde informationer i fremtiden. Det gælder også viden om arbejdsmiljøforhold, sundheds- og sygdomsvilkår. Vi kommer til i fremtiden at kunne vide mere om arbejdsmiljøet bag de varer, vi kan købe. Det skulle det internationale informationsnet nok kunne sikre, når bare nogle få sanddru kilder vil putte informationen ind på nettet. Noget andet er så, om de vil det, og om de ansatte og forbrugerne vil bruge informationerne som baggrund for at stille krav.
 Der er jo stadig en anden part med i spillet: Virksomhederne er meget tilbageholdende med at få deres arbejdsmiljøproblemer gjort  offentlige, af hensyn til omdømmet i offentligheden og af hensyn til konkurrencen. - Disse åh, så forståelige hensyn …
 Vil det ændre sig i fremtiden? - Ikke hvis konkurrencehensynet fortsætter med at have førsteret.

Livskvalitet og krævementalitet
Det er velkendt, at jo bedre mennesker får det, jo mere krævende bliver de. Man kan formulere det lidt om: … jo større styrke får de til at stille krav. Ved at være med i den proces at få arbejdsmiljøet forbedret, komme man til at forstå  mere om arbejdsmiljøets betydning og om livskvalitetens betydning; forståelsen rykker ved motivationen, og så kommer kravene.
 Det forhold vil forstærkes i fremtiden. Så langt, så godt. Så er spørgsmålet blot, hvad kravene kommer til at gå ud på i fremtiden. Vil de gå dybere og dybere i årsagssammenhængene bag arbejdsmiljøproblemerne? - Vil de rette sig mod konkurrencen, mod selve opretholdelsen af produktion for profittens skyld?
 Spørgsmålet og det syntetisk-optimistiske “ja” er klassikere i den politiske klassekamp. Svaret på spørgsmålet er efter min vurdering “nej” på denne side af en miljøkatastrofe; på den anden side af sådan én ved jeg ikke helt, hvad jeg forventer. Hvis der er nogen anden side … for mennesker, altså.
 Hvorfor “nej”?

“Rejs dig - du styrkens slavehær”?
Spørgsmålet - og et svar - er skarpt trukket op i Goscinnys tekst og Uderzos streg i 1971: I år 50 før Kristus forsøger romerne at kolonisere den sidste genstridigt frie rest af Gallien - hvor Asterix og kammerater bor. Det sker med en slavehær fra hele Europa, der skal rydde skoven og bygge romersk på området. Som modtræk lister gallerne deres trylledrik, der giver uovervindelig styrke, ind til slaverne - i forventning om, at de så vil gøre oprør og tage magten fra romerne. Hvad sker der? - Slaverne bruger deres nyvundne styrke til at forhandle sig til rette med romerne om forbedrede slavevilkår .

De højtuddannedes forræderi
Det åbner for endnu et blik ind i nutiden og fremtiden: Der ligger kolossale mængder af viden bundet i virksomhederne, både om arbejdsmiljø, produktionens konsekvenser for det ydre miljø og af produkternes skadevirkninger på brugere og det ydre miljø. Der er millioner af ingeniører, kemikere, jurister, ledere og massevis af andre, der godt ved det, andre bekymret søger at finde ud af . Men de siger ikke noget; de er købt af virksomheden til at holde tæt. Og den  er de loyale overfor!
 Det er jo forræderi mod menneskeheden. Vil det fortsætte i fremtiden? - Ja, langt det meste tyder endog på, at det vil forstærkes. Virksomhederne har i årtier haft kraft til at gøre sig til herre over viden og vidensproduktion; videnskabens traditionelle åbenhed er blevet trængt i defensiven og lever nu dårligt nok i de offentlige forskningsinstitutioner. Fremtiden ser ud til at være endnu større, endnu stærkere virksomheder. Det er 20 - 25 år siden, man blev klar over, at opløsningsmidlerne i maling forvoldte hjerneskader på malerne. Den dag i dag må det ikke få lov til at være sandt i Europa!
 Lad os snyde hinanden, mens tid er …

Det måske uforbederlige
Der er sket voldsomme forbedringer i arbejdsmiljøet i Danmark i de sidste 100 år; men på et punkt er der ikke sket noget: hensynet til arbejdsmiljø er underordnet  hensynet til virksomheden som en organisme, der skal overleve - skal  overleve - i et bestemt økonomisk miljø, nemlig et kapitalistisk konkurrencesystem. For det system SKAL nemlig overleve.
 Det samme er hensynet til naturen - grotesk nok i en situation nu, hvor menneskeheden for første gang i sin historie spiller med muskler, der er stærke nok til at rykke ved balancerne i de vilkår, vi er afhængige af, men ikke rigtigt kender. Vi truer med andre ord vores eget eksistensgrundlag.
 Hensynene til de arbejdende menneskers livskvalitet og til menneskehedens overlevelse kan få præcis så meget plads, som der er tilbage, når der er taget hensyn til konkurrencevilkårene! Men helt sådan lyder erklæringerne  ikke. Som en tegner lod USA’s præsident Bush, i kampklar cowboyudgave med strittende pistoler, sige før Rio-mødet om miljø i 1992: “When I talk environment, I mean business.”* 

* Hvilket - for de ikke-så-engelskkyndige - spiller på dobbeltheden i “to mean bussiness”: “Når jeg snakker om miljø, skal der ske noget” er betydningen til erklæringsbrug, og “Når jeg snakker om miljø, mener jeg forretning” er den ligefremme oversættelse, mindre egnet til proklamation.
 
Sker der ændringer på det punkt i fremtiden? - Ja, hvis ikke, så …   .
 Men det er i dag ikke nemt at få øje på de kræfter, der skulle hidføre ændringerne. Tvært imod: De store, internationale virksomheder tromler frem mod en sejr for deres totale frihandel Jorden rundt. Staterne bryder sammen under presset og bliver deres villige redskaber.

Frigørelsen fra systemtvangen …
Visionen er uden al tvivl frigørelsen fra denne magtudøvelse, fra den systemtvang, den er udtryk for. Visionen er en demokratisk formning af sunde og gode livs- og arbejdsformer. Dertil er brugerinvolvering måske vejen, og de industrielle arbejdspladser de bedst tænkelige steder at prakticere den, fordi mennesker dér er bragt sammen under fælles arbejdsvilkår. Men brugerinvolvering sker dér på ledelsens præmisser. Det er ikke en proces, der i sig selv kan røre ved magtforholdene.
 Visioner kan lige så lidt opgives som tiltroen til, at solen står op i morgen. Vi er ikke kommet i paradis - og kommer det heller ikke; tingene kører ikke godt af sig selv; der skal handling til, der skal indsats til. Og dertil hører nødvendigvis målsætninger. De må gerne sættes ind i et bredere perspektiv, så både vi selv og andre kan se, hvad vi for tiden tror, der er op, og hvad der er ned. Det er visionens opgave.
 Den er et orienteringsmiddel, ikke en motor.

… og den miserable fremtid
Men den nære fremtid, de næste 25 år, de næste 50 år, de næste 100 år kan meget vel blive et tilbageslag eller en ståen i stampe, hvad det angår;  store dele af Jorden og dens befolkning inddrages i disse årtier i industrialismen. Og der står “industrialismen”. Den megen tale om “informationssamfundet” er i den forstand vildt overdrevet, at der foreløbig er tale om en industrialisme med en masse informationsteknologi til at hjælpe og til at forbinde. Når vi får computere så billigt, er det i kraft af industrialismen!  Men altså: Denne industrialismens udbredelse presser befolkningerne i områder som Vesteuropa og USA, fordi produktion kan flyttes til lande med langt lavere lønomkostninger, og vi kan se, hvor hurtigt det fører til frygtsomme holdninger på arbejdsmiljøområdet hos ansatte på virksomhederne hos os - og tilsvarende selvsikre holdninger hos topledere. Der udskilles en ny underklasse i vores egne såkaldte velfærdssamfund, og den holder klart synligt truslen op for øjnene af enhver.
 
Den etiske diskussion
Arbejdsmiljø handler om moral: Hvilke livsbetingelser kan man byde mennesker, der i et vist omfang er i ens magt? - Kan man overhovedet tillade sig at have mennesker i sin magt på den måde, man har i industrien?
 Kan man tillade sig som forbruger blot at købe et produkt - og måske købe det billigt - som er frembragt på bekostning af andre menneskers helbred, førlighed, liv? Ægte tæpper vævet af børn i Indien?
 Vi ville vel gerne svare nej; men realiteten er, at de fleste af os i praksis svarer ja - i hvert fald et meget langt stykke. Selv sydafrikanske kul gravet op i 1970’erne af mennesker, der i praksis var holdt som slaver, måtte danske elværker have udtrykkelig besked fra regeringen om, at de ikke måtte købe - ellers havde de gjort det, fordi de var så billige! Og regeringen måtte have udtrykkelig besked fra en del af befolkningen om at føre den politik, før den førte den, kunne man passende føje til.
 Det moralske  svar er klart nok “nej”; men der kommer ligesom noget imellem, inden vi kommer til det svar; noget, der ser indlysende fornuftigt ud.

Vor tids moral - individualismens moral
Den individuelle frihed er som bekendt i vidt omfang blevet til individualisme - hvilket er noget andet. For den ender nemlig som undskyldning for nødvendighed og som ufrihed. Mekanismen i det er såre enkel. Den ser sådan her ud:
 Jo mere et individ - person eller virksomhed eller stat - ser sig selv som isoleret og alene handler ud fra hensynet til egne snævre interesser, jo mere vil følgende simple overvejelse falde det naturligt, ja nærmest blive det eneste fornuftige :
 Hvorfor lige mig? -   når det er noget ubehageligt.
 Hvor ikke mig?     -   når det er noget behageligt.
Den ubehagelige side får så det mere konstruktive udtryk:
 Jeg vil kun, hvis de andre også skal.
Det er med andre ord et krav om, at alle skal bringes eller tvinges  til at handle på en bestemt måde. Denne paradoksale manøvre ligger bl.a. i den tidlige liberalismes kontrakt-teori om samfundet fra 16-, 1700-tallet: Samfundet er en kontrakt , vi indgår med hinanden om de umiddelbart ubehagelige, men nødvendige indskrænkninger i den individuelle frihed, og så sætter vi en statsmagt til at håndhæve den frivilligt valgte tvang. Staten bliver så de store virksomheders redskab til at styre hinanden . (Ved siden af at være den tidligere fagbevægelses redskab til at levere arbejdskraft med.)
 Det åbner for, at hver enkelt - person, virksomhed, stat - umiddelbart efter kan trække sig tilbage i sig selv og surmule over at blive underlagt en helt urimelig tvang. Det er den side af sagen, man hører mest til i de offentlige tilkendegivelser fra f.eks. virksomheder! Den individualistisk opfattede frihed og den over-individuelle magt, traditionelt i form af statsmagt, er siamesiske tvillinger.
 Mekanismen indebærer en invitation til uansvarliggørelse af alle involverede enkelte, det være sig mennesker, virksomheder, samfund, kulturer, kirker, organisationer, stater, …. dvs ALLE.
 Den enkelte virksomhed siger: “Vi vil da hellere end gerne have et godt arbejdsmiljø for de ansatte; men det kan da ikke være rimeligt, at sådan en ekstra omkostning skal være en  konkurrencemæssig belastning.”  - - -  “ Og i øvrigt går det  jo ud over de ansattes jobs!” Så er den hjemme; der må ventes, til alle  er med på samme regler, normer, grænseværdier, ….
 Og det kommer “alle” ikke, så meget er sikkert. Det sørger de nemlig alle sammen for ved deres henholderi, deres lobby-virksomhed, deres korruption, deres reklamekampagner, deres ideologiske trommeild, ….
 Vil det ændre sig? - Ja meget tænkeligt til det værre.

Uden om den moralske kærne
Mekanismen bygger på en bestemt forudsætning, nemlig at de enkelte mennesker, virksomheder, stater, … ikke  forholder sig direkte til det moralske indhold i sagen; til de værdier , der er på spil i forhold til den ansatte i arbejdsmiljøet: de skader og lidelser, de pådrager sig. Moral er hensynet til at værne om de centrale værdier ved menneskelivet. Vi er ikke og bliver ikke nogensinde enige om “det rigtige” billede af, hvad der er disse centrale værdier; men det fjerner ikke forpligtelsen, for vi ved, at der er  centrale værdier; moral er netop en opgave.
 Virksomhedsledere ser ikke først  på det menneske, der skal leve i arbejdsmiljøet. Lederen ser først  på konkurrenceforholdene, på om der findes regler - og ender så med at beslutte, at hvis der ikke findes fælles regler, så kan det ikke være rimeligt at tage det menneskelige, det moralske hensyn!!!
 
Moralsk motivation
Der er stort set tre typer grunde til at lade være med at parkere sin dyt lige foran et skilt, der betyder “Forbeholdt handicappede”: 1. Man er bange for at få en bøde. 2. Man respekterer dem, der har besluttet at forbeholde pladsen til de handicappede. 3. Man forstår selv   værdien af at sikre de handicappede plads og ønsker at værne om den værdi .
 Mekanismen i den individualistiske “moral” får den enkelte til at ende på type 1 - som egentlig ikke har meget med moral at gøre, for moralen befinder sig i type 3. (Det er lidt forenklet sagt, nemlig når man ser individualistisk og ikke kollektivt på det, og når man ikke ser udviklingsmæssigt på det. Det kommer vi tilbage til.)

Splittelsen
Når magten og ledelsesretten udøves med snævert sigte på økonomisk konkurrencedygtighed som klart primær interesse, så trækkes de ansatte ind i uønskede konsekvenser for deres arbejdsmiljø og dermed livskvalitet; det samme sker med vore samfundsformer og vores livsgrundlag i naturen.
 Hvis man omvendt tænker sig kampen om arbejdsmiljøet vundet af en gruppe af ansatte, så produktionen blev styret helt dominerende ud fra hensynet til de ansattes livskvalitet i snæver forstand , så kunne det meget vel føre til alvorlige uønskede konsekvenser økonomisk og økologisk - og dermed socialt  - og dermed politisk. Arbejdsgivernes skræmmebillede: produkter så dyre, at ingen havde råd til at købe dem; arbejdsløshed og faldende levestandard; social uro; fattigdom, sygdom og tidlig død.
 Det er derfor selve splittelsen  mellem hensynene, der er miséren. Forebyggelsens fjende nr. 1 er - skel! Og skellet mellem privat   og offentlig  sektor er det væsentligste. Det er magtens placering hos en gruppe, der opretholder  denne splittelse og lever af den, der er problemet. Det er i dag en gruppe, vi vedholdende producerer i samfundet, og som fremstår med en voldsomt overdimensioneret tillid til egne evner og muligheder for at klare alle problemer med mere af samme slags - nemlig dem selv og deres system.
 Vi har ikke alternativet - og der arbejdes næppe nok på at etablere et. Når det ikke skal være en overstatslig magt - fordi sådan en stor magt kan føre til et stort   magtmisbrug - så skal alternativet være moralsk: styret af en stor, meget stor gruppe menneskers forståelse   af, at disse hensyn skal afvejes rimeligt mod hinanden.
 Moralsk holdning af den slags er ikke noget, der kommer alene af diskussioner; den kommer ved, at mennesker inddrages i en praksis, hvor de værdier er  styrende. Det er her vanskeligheden er: Vi skal gå nye veje - men af alle de dér store virksomheder med kreativitet og risikovillighed skrevet i de vajende faner, er der dårligt én, der tør gå forrest. “Hvorfor skal det lige være os?”
 “We’ll all go together when we go” som Tom Lehrer sang i 60’erne. Ellers kan vi da ikke gå! - Men han sang ganske vist om det atomare Ragnarok.
 Kan vi se så meget som konturerne af en alternativ praksis? - Ja, i en lang række eksperimenter og pionerarbejde med økologiske livsformer; men hvor er de små i forhold til opgaven.

Arbejdsmiljø, moral og kvalitet
Samtidig og modsatrettet ser vi, at firmaer, der stræber mod produktion af høj kvalitet, tager praktiske konsekvenser af, at arbejdsmiljøet i en virksomhed med højt kvalificeret arbejdskraft skal være i orden, for at produktkvaliteten kan være det.
 Her kan man faktisk finde et af de punkter, hvor talen om moral bliver ganske håndfast: I virksomheder af den type vil kvalitetsstyringen ikke bare bestå i manualer, checklister og kontrolforanstaltninger; den vil også bestå i, at medarbejderne faktisk selv ønsker at lave ordentligt arbejde, og ønsker at samarbejde ordentligt om det. I hvert fald hvis det skal være som led i en demokratisk kultur.
 Hvilket selvfølgelig også kan støtte tendensen til, at de ansatte ser deres forhold til virksomheden ikke som et modsætningsforhold, men som et tilhørsforhold.

Virksomhedsledelsernes holdninger
Kommer virksomhedsledelsernes holdninger på arbejdsmiljøområdet til at ændre sig? - Ja, men ikke i større tempo, end vi hidtil har set, altså langsomt, og primært motiveret af, hvad der er økonomisk fordelagtigt for virksomheden !
 Til udvortes brug forsikrer virksomhedsledere ofte, at de selvfølgelig sætter et godt arbejdsmiljø meget højt, men for 9 ud af 10 er det hykleri, og det afsløres deres egne ansattes holdning, nemlig deres frygt for at blive upopulære - for nu at sige det mildt - hvis de tager problemer i arbejdsmiljøet op for alvor.
 I dagens Danmark findes der stillinger, der betegnes “sikkerhedsleder”; en mærkværdighed, som klart signalerer det forhold, der ellers ikke må siges højt, at hensynet til sikkerhed er et sidetema, som den egentlige ledelse ikke normalt skal tage sig af. Den har vigtigere ting at gøre.

Kraften
Hvor skal kraften komme fra til den fornødne sammenknytning  af hensynene til produktion, mennesker og miljø; til balance og holdbarhed? - når den nu ikke  er til stede som en moralsk kraft? - Det er svært at pege på andet end en politisk kraft. Og det er den, der for tiden ikke er der. Sidder vi så ikke i saksen?
 Jo, og det er vel en vigtig del af vores fremtidsperspektiv at indse, at dér kommer vi faktisk til at sidde en tid endnu. Måske bliver det lang tid, og så må vi  være glade for det, for så er det da ikke gået helt galt så længe. Måske bliver det ikke så lang tid, og det kan være meget  beklageligt, nemlig hvis verden snarligt eksploderer stedvist i miljøkatastrofer og religionskrige. I så fald kan vores politisk-økonomiske system  ikke  erklæres skyldfrit!

Brugernes råderum
Her i 1990’erne i Danmark må brugerne af arbejdsmiljøet, altså almindelige enkeltmennesker på et job, siges formelt set   at have et betydeligt råderum at gøre noget ved arbejdsmiljøet i. Der er rettigheder, der er en organisation på arbejdspladsen til at tage sig af det, der er en statslig beskyttelses- og kontrolinstans, nemlig Arbejdstilsynet, som den enkelte anonymt kan henvende sig til, og der er tværfaglig ekspertbistand at hente bl.a. i Bedriftssundhedstjenesten.
 Men realiteten er ganske anderledes . Hvorfor? - Fordi masser af mennesker ikke tør bruge systemet, og fordi masser af mennesker ikke kan se behovet for at gøre noget. Det første forhold vil kun forværres, hvis virksomhederne bliver også fremtidens magthavere; og sådan tegner det sig jo. Det sidste er værd at se på i et fremtidsperspektiv.

Forholdet til det, man ikke forstår
Det er et helt centralt arbejdsmiljøproblem, at mennesker skal forholde sig til påstået farlige eller problematiske konsekvenser af noget, de ikke kan se, høre, føle eller smage eller i øvrigt mærke. Og de skal forholde sig til et tidsperspektiv på 30, 40 eller 50 år - bare for hver enkelts eget, private vedkommende.
 Man kan som stærk 25-årig dårligt forstå, at der skulle være noget galt med at løfte af alle kræfter. Det er ikke til at se de 25 år frem til sig selv som 50-årig med en ryg, der er slidt op. Og hvad skulle der omvendt være galt med at bruge en computer”mus”? Det kræver jo overhovedet ingen kræfter! De er skøre, de dér eksperter.
 Det bliver eksperter, der kommer til at holde påstandene op for folk. Hvorfor skulle folk tro på dem? Det bliver autoriteter, der kommer til at hævde normer og forbud for folk. Hvorfor skulle de følge dem?
 Eller måske er det snarere sådan, at “folk” selv tvinger eksperterne ind i rollen som autoriteter ved at indtage en passiv rolle. Når det ikke starter med, at de selv kan se et problem og ønsker det løst, så kommer de til at anse dem, der kommer til dem med påstandene, som eksperter, der skylder at begrunde deres synspunkter overbevisende, og som autoriteter, man kan forholde sig surt afvisende overfor. Men hvordan overbevise et menneske eller en gruppe mennesker om noget, der angår deres egen krop og dens funktion, når der ikke er et fundament af forståelse og oplevelse at bygge overbevisningen på? - Det bliver rent udvendigt. Det sker alene i kraft af frygt for konsekvenserne eller af tillid til dem, der siger det. - Det når altså ikke frem til en egentlig moralsk grundfæstelse i den enkeltes egen forståelse af sin og den fælles situation. Bl.a. derfor  er brugerinvolvering, hvor det er de problemberørte ansatte selv, der beskriver problemerne og søger løsning på dem, så vigtig en metode på arbejdsmiljøområdet.*

* Se Keld Brikner og Lars Alrø: Arbejdsmiljøhåndbog i brugerinvolvering , bind 2 af Brugerinvolvering 1 - 2 , Arbejdsmiljøfondet 1993, 55 sider.

Forholdet til eksperter er meget ømt og bliver værre, jo vigtigere de bliver. Kan man have tillid til eksperter? - Som verden er, er det temmelig dumt at nære naiv tiltro til dem. Som verden bliver, vil de sikkert komme endnu mere i lommen på de store virksomheder, dvs lade sig købe af dem. Men som verden også  bliver med de informationstekniske netværk, vil det som omtalt blive nemt at komme i kontakt med alternativ viden - hvis bare der er nogen, der vil rykke ud med den.
 Kan “vi” klare os uden eksperterne og den type viden, de producerer, og den måde, de lægger den frem for os andre? - Mine visioner strækker ikke til at se os undvære dem eller det. Et af de områder, man kan vente sig meget af fremover, er studiet af sammenhænge  mellem arbejdsbelastninger på den ene side og sundhed og sygdom på den anden. Netop informationsteknologien giver til adgang til massive datamængder og midler til bearbejdning af dem. Men jo større “afstanden” bliver mellem eksperternes viden og brugernes erfaringer, jo sværere bliver det at bringe den viden i anvendelse - inden for rammerne af en demokratisk kultur, altså. Så det bliver bl.a. den, der bliver anfægtet.

Objektivitetsidealet
Vi har jo et ideal om, at brugernes accept af påstande fremlagt “udefra” sker i kraft af objektive  forhold, kendsgerninger lagt frem fra systematiske undersøgelser og teoretiske modeller. Og det kan vi da komme et stykke vej med i et samfund med et relativt højt uddannelsesniveau; men dels er det altså ikke nogen moralsk grundfæstelse, dels står det jo klart, at det er de lavest uddannede, der har jobbene med de værste og fleste risici, her i landet såvel som globalt set. Altså er det dem, der skal forstå det meste og måske sværeste. Det kan de ikke. De må tro på eksperterne - eller bøje sig for autoriteterne.

Den modvillige patient
Da institutionen med det brugervenlige navn Bedriftssundhedstjenesten  - navngivningen svarer stort set til at hjælpe sit nyfødte barn på vej i livet ved at kalde det Theobald d. Tredie efter sin tipoldefar og bedstefar-  blev indført af politikerne i Danmark i slutningen af 1970’erne, var den ledende tanke, at den skulle være en slags kollektiv lægetjeneste for virksomhederne. Der er pakket en betydelig optimisme ind i det billede: Patienter har problemer, og de plejer gerne at ville have hjælp til at komme af med dem. Altså stillede samfundet kompetent   hjælp til rådighed.
 Det er bare ikke helt så enkelt med den særlige type patienter, der kaldes virksomheder. De er modvillige. Nok er virksomheden formelt set patienten, men de reelt truede eller skadede er jo de enkelte mennesker, der er ansat i den. Der er nok af ekspertise til rådighed til at pege både på farer og måder at undgå dem; men der er altså også ledelsens magt til at afvise alle gode råd og fortsætte som hidtil. Og som om det ikke var nok, er der til tider modviljen fra mange af de egentligt problemramte mod at blive belært om deres egen situation.
 Det er som med en far til et barn, der har sprogvanskeligheder, fordi faderen er dominerende. Barnet har  ikke det problem, talepædagogerne siger, det har; de er bare ude på at trænge sig ind i hans private liv med deres pædagogiske præk, som i øvrigt er et dække for et offentligt beskæftigelsesprojekt. Følgelig skal barnet heller ikke have den “hjælp”, de trænger sig på med. Og det har Den Store Far   magt til at hindre, at det får.
  Måske skulle Bedriftssundhedstjenestens fædre og mødre hellere have læst Freud: Her er det hele: Den uafhængige ekspertise som det fornuftsbelastede og moralske overjeg i klammeri med virksomhedsledelsen som det handlingsstærke jeg, der reducerer overjeg’et til sin dårlige samvittighed; hos de ansatte i undergrunden går der strømme af lidenskaber, til tider uden at det overhovedet bliver bevidst for jeg’et. Det hele er stivnet i faste, til tider bizarre mekanismer.
 Måske skulle patienten snarere sendes i psykoanalyse, så det ubevidste kunne blive bragt frem og personligheden få en ny struktur; men det vil patienten heller ikke. Og selv hvis det skete, så er psykoanalyse et langsigtet projekt med tvivlsomme udsigter.
 Endnu en tid lang skal der kæmpes om livskvaliteten på arbejdsmiljøområdet.

- - -o0o- - -