Følgende artikel blev til som led i en bestræbelse i Vejle Amt i 1994 for at omstille amtets 4 hospitaler til at medinddrage forebyggelse som et centralt element. Den blev bragt i puls, personaleblad for Vejle Amts Sundhedsvæsen, 24. årg., august 1994, s. 15.

Bestræbelsen bar ikke umiddelbart frugt, og den påpegning af betingelser og vanskeligheder i forbindelse med projektet, der rummes i artiklen, var ikke ganske velkommen.

Forebyggelsens fjende nr. 1

Al behandling er forebyggelse - nemlig af, at det bliver værre; af at vi dør af ting, vi ikke behøver dø af. Men det er ikke al forebyggelse, der er behandling. Det er den såkaldt primære forebyggelse nemlig ikke. Den sætter ind dér, hvor der endnu ikke er noget problem - så er der jo heller ikke noget problem at behandle. Det foregår “ude” i samfundet, ikke “inde” på hospitalerne.

Hospitalerne er frem for alt behandlingsinstitutioner: De skal modtage os som patienter, når vi har fået et problem, der har karakter af sygdom, og så skal de helst bekæmpe sygdommen eller lindre dens forløb og udtryk. De er ikke indrettet til forebyggelse i den primære forstand, men alligevel har alt, hvad der foregår dér en afgørende forebyggende betydning. Sådan har det altid været, og hospitalerne har på mange måder en høj standard, så hvorfor er der nu brug for at forstærke netop den forebyggende side af arbejdet?

Fordi det bliver klarere og klarere, at den traditionelt set vigtigste ydelse på hospitalet, den lægefaglige indsats, ikke kan stå alene. Nuvel, det ved enhver jo, så det må siges mere konkret for at være retfærdigt: Værdien af den lægefaglige behandling afhænger i stigende grad af den ramme, hvori den gives, dvs alle hospitalets øvrige faggrupper og funktioner, og af opfølgningen af den uden for hospitalet, både patientens og andre hjælpeinstansers opfølgning. En patient, der ved sin udskrivning forstår sin tilstand og ved, hvad der helst skal gøres ved den, klarer sig gennemgående bedre end den, der passivt venter, at behandlingen skal gøre arbejdet.

Muligheden for at udvikle kvaliteten af behandlingstilbud afhænger i vidt omfang af samarbejdet  mellem faggrupper på hospitalet og af samarbejdet mellem hospitalet og det omgivende samfund, ikke bare social- og sundhedssektorens institutioner, men også arbejdspladserne når talen er om lidelser påført af arbejdsmiljøet. Og her er vi så i øvrigt ved et af de steder, hvor hospitalerne, hvis de vil, kan yde et bidrag også til primær forebyggelse, uanset at de ikke er indrettet til det.                                       

En forøget forebyggelseseffekt af hospitalets indsats er derfor slet og ret en forøget kvalitet af indsatsen. Blandt midlerne til det er tværfaglighed, tværsektorielt samarbejde, helhedsopfattelse, en bredere sygdoms- og sundhedsforståelse – alt sammen begreber, der er blevet forkætrede, fordi nogle, specielt læger, ser dem som tomme paroler, slagord der føres frem af andre faggrupper i den fagrivalisering, der notorisk finder sted på hospitalerne og hæmmer deres kvalitetsudvikling.

Forebyggelse er blevet et modeord - men det er ikke en tom floskel. Der er behov for at dreje indsatsen i den retning. Og der er muligheder for at gøre det.

Lægefaget skal anerkendes for, at én af hovedtendenserne i dets århundredlange historie jo er en stræben frem mod forebyggelse i betydningen mere effektive behandlingsmetoder. Men lægefaget har langt overvejende opfattet sygdom snævert biologisk. I dag er der megen gevinst at hente i en bredere tilgang. Den gevinst skal hentes uden at sætte specialiseringens gevinster for patienterne over styr. Tværfaglighed må ikke betyde sænkning af fagligt niveau.                   

Forebyggelsens fjende nr. 1 er - grænser: faggrænser, institutionsgrænser, grænsen mellem privat erhvervsliv og offentligt hjælpesystem, … . Kampen går bl.a. ud på at skabe sammenhæng i de hjælpeindsatser, der rettes mod det enkelte menneske, og sammenhæng mellem, hvad det enkelte menneske selv gør, hvad det udsættes for, og den hjælp det modtager.

Skal ressourcepres have lov til at stå i vejen for løsningen af den opgave? - Det spørgsmål må man i dag stille såvel til personalet, der for mig at se har klare muligheder også inden for de givne rammer, og til de politikere, der så ihærdigt sparer.  Dermed stilles spørgsmålet også til os selv  og fanger os i vores splittelse mellem at være mere eller mindre påholdende skatteydere og at være patienter, der sandelig forventer os godt hjulpet, når vi bliver syge og gamle.

Eller er ressourcepresset én af vejene frem til løsning af opgaven?

- - -o0o- - -

 

Litteratur:

Keld Brikner: “Tværfaglighed set fra en organisatorisk og kulturel synsvinkel”, s. 87 - 97 i Sygepleje i det tværfaglige samarbejde , 7. danske symposium om sygepleje, Randers 1993.

Keld Brikner: “Det fornødne fadermord”, om hjælperroller i sundhedssektoren, Ergoterapeuten , nr. 2, 1994, s. 20 - 24.

Keld Brikner og Lars Alrø: Arbejdsmiljøhåndbog i brugerinvolvering , Arbejdsmiljøfondet 1993, 55 sider.